Nyheder • Mustafa fra Syrien
Læs historien om 43-årige Mustafa, der efter år med arbejde og stabilitet blev ramt af traumerne fra krigen i Syrien igen – og fandt vej tilbage med hjælp fra sin arbejdsplads og specialiseret behandling hos DIGNITY.
Læs historien om 43-årige Mustafa, der efter år med arbejde og stabilitet blev ramt af traumerne fra krigen i Syrien igen – og fandt vej tilbage med hjælp fra sin arbejdsplads og specialiseret behandling hos DIGNITY.
Mustafa, uddannet ingeniør, torturoverlever
Min chef kiggede over på mig, vi fik øjenkontakt. Han smilede, jeg smilede tilbage.
Det var et lille øjeblik, men det betød alt for mig, for det viste, hvor langt jeg var kommet. At jeg var på vej tilbage.
Længe troede jeg ikke, det var muligt at få det bedre. Ikke efter de nætter, hvor jeg ikke turde sove, og efter de billeder, der kom igen og igen fra krigen og fængslet i Syrien, hvor jeg overlevede tortur og senere flygtede fra.
Jeg kom til Danmark i 2014. Jeg syntes, det var let at lære dansk, og jeg fik relativt hurtigt job. Jeg ville ikke på offentlig ydelse, jeg ville forsørge min familie.
Jeg fik arbejde og et job som truckfører på et lager, hvor jeg mødte jeg min chef. Lad os kalde ham Finn, da han ikke ønsker sit navn frem. Han var meget glad for mig og roste mig ofte for min arbejdsindsats. Jeg tog vagter, som ingen andre ville have, og vi opbyggede et godt forhold til hinanden.
Jeg havde fået asyl og fik min kone familiesammenført. Mine børn havde det godt, jeg kunne sproget, og jeg havde et arbejde. Og det var dér, problemerne begyndte.
Jeg kunne ikke sove, og det tog op mod fire timer at falde i søvn uden telefon eller lyset tændt. Ofte turde jeg slet ikke, for jeg vidste, at hvis jeg sov, ville jeg få mareridt.
Flashbacks kom mange gange om dagen. Jeg blev stille og indadvendt og kunne ikke koncentrere mig om ting, jeg tidligere havde fundet glæde ved, eksempelvis at læse. Jeg glemte det, jeg lige havde læst, og jeg begyndte at lave fejl på arbejdet.
Når jeg kørte min søn til fodbold, sad jeg i bilen og ventede, indtil træningen var slut. Jeg havde det svært ved mange mennesker. Min ældste søn mærkede det, og han sagde, at hvis arbejdet gjorde mig så ked af det, skulle jeg stoppe.
På arbejdet var det min chef, Finn, der først satte ord på forandringen. Han spurgte en dag, om jeg var okay. Jeg sagde, at min far netop var død, og jeg fik tre dages fri. Men det blev værre, og søvnen blev dårligere. Flashbacks blev stærkere, og jeg turde ikke sove.
Da jeg kom tilbage, kaldte han mig over igen og sagde til mig:
»Jeg tror, du har brug for professionel hjælp«.
Jeg var skeptisk. For i de miljøer i Syrien, som jeg er kommet i, går man ikke bare til psykolog. Der er myter om, at man er skør, hvis man går til psykolog.
Men Finn mente det, og han sagde, at han selv havde været til psykolog før. Han bad mig tage fri, foreslog psykologhjælp og tilbød at betale min transport og fridage. Det endte med, at jeg sagde ja. Det var sådan, jeg først kom til en psykolog.
Psykologen indså dog hurtigt, at hun ikke kunne hjælpe mig videre, og jeg blev derfor henvist til specialiseret hjælp hos DIGNITY.
TIlbage til Syrien
Jeg var 28 år, da jeg blev fængslet i Syrien. Jeg havde nægtet at gå i den syriske hær, og det kostede mig 8-9 dage i fængsel og tortur. De filmede en video og sendte den til min far.
»Vi starter med at skære fingrene af«, sagde de - og skar noget af det yderste af en af mine fingre af«.
I den lille celle oplevede jeg, at en medfange døde ved siden af mig. Han var blevet tortureret så voldsomt, at han næsten ikke kunne trække vejret. Lyden af hans vejrtrækning sad fast i mine ører. Han lå der i flere dage, før de fjernede liget. Lugten sidder stadig i mig.
Min familie blev presset til at betale for min løsladelse, og jeg blev løsladt. Jeg var heldig, mange kom aldrig ud. Kort efter besluttede min far, at børnene skulle flygte. Dem, der kom i hæren, kom ikke tilbage. Dem, der kom i fængsel, kom heller ikke tilbage.
Jeg flygtede først til Libanon, tilbage til Syrien, videre til Tyrkiet og siden mod Europa. En stor del af flugten foregik til fods langs motorveje, det tog to måneder. Jeg husker især en episode, hvor en ældre mand i gruppen brækkede benet på vejen i en skov og ikke kunne fortsætte. Han bad os fortsætte uden ham. Gruppen gik videre, men vi vendte om efter nogle timer for at hjælpe ham. Da vi fandt ham, var han død, der var tegn på bid fra dyr på hans krop. Vi begravede ham. Den slags sidder i en.
Alt det kom op igen i terapirummet i København.
Hos DIGNITY mødte jeg min psykolog, Ditte, og de første samtaler var svære. Jeg troede ikke på, at det ville hjælpe, men hun lod mig tale, og hun lyttede uden at afbryde.
»Ditte var den første, som forstod mig og det, jeg havde været igennem. Det betød virkelig meget for mig.«.
Samtidig fik jeg hjælp af Christina, som er fysioterapeut. Spændingerne i kroppen begyndte langsomt at løsne sig. Efter en måned begyndte jeg at mærke en tydelig forskel. Når jeg kom hjem fra behandling, var det tungt, men dagene efter følte jeg lettelse.
Samtidig fortsatte jeg mit arbejde, jeg ville ikke sygemeldes, det var der ingen grund til.
Min arbejdsplads støttede mig virkelig, og Finn sørgede for, at jeg kunne få fri én gang om ugen og få betalt min transport til og fra behandlingen.
Om behandlingen hos DIGNITY
På landsplan vurderes det, at cirka en tredjedel af alle flygtninge har behandlingskrævende traumer og andre psykiske lidelser.
Rigsrevisionen har vurderet, at der i gennemsnit kan gå op mod 15 år, før traumatiserede flygtninge kommer i relevant specialiseret traumebehandling.
DIGNITY har dokumenteret statistisk signifikant reduktion i PTSD- og kompleks PTSD-symptomer samt i angst og depression fra behandlingsstart til afslutning. Der ses samtidig forbedringer i både recovery og funktionsevne.
Tidlig opsporing og rettidig specialiseret behandling er afgørende. Jo længere traumer forbliver ubehandlede, desto mere komplekse og ressourcekrævende bliver behandlingsforløbene.
Ubehandlede traumer blandt flygtninge og deres familier udgør endvidere en veldokumenteret barriere for uddannelse, beskæftigelse og samfundsdeltagelse.
For mig var behandlingen og mit arbejde den bedste medicin – sammen med min familie selvfølgelig. Derfor er mit budskab til andre torturoverlevere , at de skal søge hjælp. Men det kræver, at de er motiveret til at få hjæpen.
På arbejdet gik det bedre, og mine kolleger mærkede mig på en anden måde, når jeg nu deltog mere i det sociale. Det hele begyndte med et spørgsmål fra Finn, og uden ham havde jeg aldrig hørt om hjælpen. Til ham vil jeg bare gerne sig tak.
I dag sover jeg igennem om natten, flashbacks kommer sjældnere, og jeg er mere til stede i min familie. Jeg begyndte igen at tage til fødselsdage og bryllupper. Jeg sad ikke længere i bilen, når min søn havde fodbold, nu var jeg med på sidelinjen og heppede som de andre forældre.
Jeg vil ikke påstå, at jeg er 100 procent mig selv igen, jeg er måske 85 procent mig selv. Men det er nok. Nok til at være der for min hustru og mine børn, nok til at gå på arbejde og nok til at leve.
Jeg ved også, at hvis jeg får det dårligt igen, så er der et sted at få hjælp.
Om behandlingen hos DIGNITY
DIGNITY er en specialiseret klinik, der hjælper flygtninge og familier, som har oplevet krig, tortur eller flugt. Vi tilbyder behandling individuelt og i grupper til både børn, voksne og familier.
Vores behandling tager hånd om både fysiske, psykiske og sociale udfordringer. Vores team består af læger, psykologer, socialrådgivere og fysioterapeuter for at sikre den bedste tværfaglige hjælp til dig og din familie.
Bryggervangen 55
2100 København Ø
Tlf: +45 33 76 06 00
[email protected]
CVR: 69735118
EAN: 5790000278114
Konto: 4183 4310821209
Tilmeld dig DIGNITY’s nyhedsbrev
og bliv opdateret på vores arbejde
i Danmark og resten af verden.