Kender du det? Nogle gange synes jeg, at det dér mundbind kan være en lille smule irriterende – også selvom jeg godt ved, at er helt nødvendigt i den aktuelle situation. Man kan få det for varmt og ærgre sig lidt over, at det er helt nødvendigt at tage det på, når man skal med bussen eller en hurtig tur i Netto.
Så prøv at forestille dig, hvordan det må være at skulle dække næse og mund med en maske, hvis du, hver gang du finder mundbindet frem, mindes den forfærdelige skinhenrettelse, hvor du fik tvunget en hætte over hovedet. Eller hvordan mundbindet føles, hvis du har været udsat for waterboarding – torturmetoden, hvor bødlen ved igen og igen at hælde vand over din næse og mund har forsøgt at give dig en konstant fornemmelse af at drukne.
Vejrtrækningen er et enormt vigtigt værktøj i behandlingen af flygtninge med psykiske skader fra krig, flugt og tortur, fortæller én af vores psykologer, Helena Lund, som hver dag behandler traumatiserede flygtningefamilier hos DIGNITY på Østerbro i København. Derfor glæder hun sig også over, at hun ved at holde en sikkerhedsafstand på to meter fortsat kan behandle torturofre og andre traumatiserede flygtninge, uden at hverken hun eller patienterne behøver at sidde med mundbind.
Heldigvis kan de af vores patienter, der har akut brug for det, også få udleveret et badge, der forklarer, at de er fritaget fra mundbind. Det kan være en stor lettelse i dagligdagen, hvis mundbindet trækker dem tilbage til torturkammerets rædsler.
Vi ringede til patienterne
2020 har været et bevæget år på vores klinik, hvor torturofre og andre traumatiserede mennesker modtager behandling og hjælp af vores psykologer, læger, fysioterapeuter og socialrådgivere. Ved nedlukningen i marts gik behandlerne over til at kontakte patienterne på telefon og senere på digitale platforme.
»Bare det, at vi ringede op, hjalp rigtig meget på tilliden,« fortæller Helena.
Allerede ved påsketid åbnede vi igen for personlig behandling med fremmøde i klinikken for nogle af vores hårdest ramte patienter, der i mange tilfælde oplevede en større usikkerhed end mange andre mennesker i Danmark. Nogle behersker ikke det danske sprog fuldt ud og har svært ved at følge med i myndighedernes anvisninger. Mange er urolige for familie og venner i de lande, de kommer fra. Og hvad betyder det for familielivet, når børnene pludselig skal blive derhjemme hele dagen og undervises digitalt?
Særlig svært har det været at sluse nye patienter ind i behandlingen, fortæller Helena. Har man først siddet i samme rum og kigget hinanden i øjnene, er der skabt en forbindelse mellem patient og behandler. Det er ikke let at indlede en behandling med en kontakt udelukkende gennem computerskærmen. Den digitale kontakt har mange fordele, men den rummer også udfordringer.
Rummets fortrolighed
»Man har ikke det lukkede rums fortrolighed, og man ved ikke, hvad der ellers sker omkring patienten. Om børnene lytter med,« fortæller Helena.
Når en patient virkelig skal tale om sine torturoplevelser i detaljer, eksponere sine traumer, er det vigtigt, at terapien foregår i et terapirum, som man kan forlade og lukke døren bag sig. Hverken patient eller behandler er tjent med, at patienten eksponerer sine traumer, mens patient og behandler befinder sig i hver sit hjem, fordi grusomhederne bagefter kan knytte sig til det rum, hvor de er blevet beskrevet, påpeger Helena.
Dog har behandlerne også haft nogle fordele af den digitale metode. I familieterapien holdes netværksmøder, hvor hele familiens netværk i form af lærere, pædagoger og sagsbehandlere samles for at tale om familiens situation. I børnerige familier kan et netværksmøde bestå af 15-18 mennesker, og DIGNITY’s patienter kommer rejsende til København fra hele Sjælland og Lolland-Falster.
»Netværksmøder er en stor logistisk udfordring, og normalt vil ikke alle kunne komme herind. Men når mødet foregår digitalt, oplever vi faktisk, at det er lettere at samle hele netværket,« påpeger Helena.
Mange patienter var i starten af pandemien nærmest paniske over at gå uden for en dør. At vi har holdt kontakten med dem gennem telefon og computer, og at vi har kunnet forklare og om nødvendigt oversætte myndighedernes vejledninger, har i nogle tilfælde betydet, at patienter har fået mod på at gå på legepladsen med børnene eller sørge for at få den nødvendige motion. Så vores tætte og kontinuerlige kontakt til vores patienter har gjort en forskel i en vanskelig tid.
Tak fordi du læser med.
Rasmus Grue Christensen
Direktør i DIGNITY
