Flygtninge, der har fået ophold i Danmark, skal have hjælp og behandling, hvis de har traumer efter tortur, krig og flugt. Det mener over 80 procent af den danske befolkning i en ny måling fra Voxmeter. Behovet for at behandle nogle af samfundets mest sårbare mennesker er ikke til at tage fejl af.
Hos DIGNITY vurderer man, at op mod 30-40 procent af alle flygtninge døjer med traumer fra krig, flugt eller tortur. Studier har vist, at flygtninge har op mod 10 gange større sandsynlighed for at få PTSD end den øvrige befolkning i de lande, som de ankommer til.
»Det glæder mig, at der er så stor opbakning til at hjælpe flygtninge med psykiske skader fra krig, flugt og tortur. Det er mennesker, som i den grad har brug for behandling. Traumeramte flygtninge lider ofte af svær PTSD, angst og depression. De har ofte meget svært ved at få hverdagen til at hænge sammen for dem selv og deres børn uden den specialiserede behandling fra vores læger, psykologer og andre behandlere«, siger Rasmus Grue Christensen, direktør DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur.
Opbakningen til at hjælpe og behandle flygtninge med ar fra tortur, krig og flugt har aldrig været højere i Danmark, viser tidligere målinger fra DIGNITY. Siden 2017 er der sket en stigning i opbakningen til behandling af flygtninge med psykiske skader på cirka otte procentpoint.
»Danmark har i årtier været i helt i front, når det kommer til viden om behandling af torturofre og andre traumeramte flygtninge. Behandlingen har stor indvirkning på flygtninges muligheder i tilværelsen. Når vi ikke forebygger med traumebehandling, får det vidtrækkende konsekvenser, ikke kun for forældregenerationen, men også for deres børns trivsel og sundhed. Mange integrationsindsatser er også ofte skønne spildte kræfter for dem, som lider af ubehandlede traumer«, siger Rasmus Grue Christensen.
»Desværre er det langt fra alle flygtninge i Danmark, der modtager den traumebehandling, de har brug for. Og de, der gør, skal vente alt for længe på den. Det, som der virkelig er behov for nu, er, at pædagoger, lærere, læger og sygeplejersker – får de rette kompetencer til at opspore traumer blandt flygtninge, så de kan henvise dem til den rette behandling. Det vil gøre, at vi kan hjælpe endnu flere med at få den livsnødvendige behandling, som er afgørende for traumeramte flygtninges sundhed, trivsel, adgang til uddannelse og arbejdsmarkedet«, siger Rasmus Grue Christensen.