Indlægget er bragt i Jyllands-Posten mandag d. 25. marts 2024.
Af Helena Lund, børnepsykolog, DIGNITY
Det her handler om en rigtig dreng, der sidder på et dansk udrejsecenter. En dreng, hvis situation, jeg desværre møder alt for ofte. Vi har aftalt, at jeg skriver et indlæg om hans situation. Teksten her viser, hvad de voksnes symbolpolitik gør ved familier, børn og en generations potentiale.
Denne 10-årig dreng har et blik, som jeg oftest ser hos ældre mennesker, der har set døden i øjnene. Hans hænder er knyttede, og skuldrene er trukket højt op under ørene.
Ved siden af ham sidder hans far og håber, at samtalerne med mig, kan give hans søn livsglæden tilbage.
For otte år siden flygtede drengens mor og far fra Iran. Det havde været en sikker død, hvis familien var blevet. Mange i farens familie og vennekreds var blevet myrdet, fængslet eller tortureret. Tilfældighederne gjorde, at de landede i Danmark med en 2-årig dreng.
Familien blev indkvarteret på et asylcenter, og når jeg spørger drengen, kan han huske små glimt af den første tid. Han husker legepladsen, de søde voksne, som gav frugt og legede med børnene. Faren beskriver sin søn som et aktivt barn, fuld af energi og glæde. Det var dengang.
Over de næste år, blev familien flyttet til forskellige asylcentre, mens de ventede på opholdstilladelser, som aldrig kom. Hos udlændingestyrelsen lærte drengen som 6-årig, at han og hans familie ikke var værd at beskytte. Siden har familien været placeret på flere udrejsecentre. Han fortæller, at han de første uger ikke var sikker på, om han var havnet i fængsel, eller hvad han og hans familie havde gjort forkert for at vågne op bag pigtrådshegn.
Drengen har været vidne til politiets uforudsigelige og ofte aggressive afkrævning af identifikation fra sin far. Han har oplevet voldsomme slagsmål, knivstikkeri, røverier, trusler og set døde mennesker – alt sammen fra udrejsecenteret.
Drengen siger, han aldrig har haft en ven. Aldrig oplevet at kunne lege frit uden at være vagtsom overfor omgivelserne, hvilket er afgørende for at udvikle en aldersvarende evne til at bruge sin fantasi og arbejdshukommelse.
Natlige angstanfald og mareridt gør han ikke kan koncentrere sig. Han har dog lært engelsk på YouTube for at kunne oversætte hverdagens krav og regler til sine forældre, fordi han for længe siden mistede troen på, at voksne vil ham og hans familie det bedste. Han har opgivet at gå i skole, fordi han har mistet troen på fremtiden.
Jeg er en erfaren børnepsykolog, og har behandlet mange traumatiserede børn og familier med flygtningebaggrund. Jeg er vant til at høre om børns oplevelser med krig, flugt, vold og død.
Almindeligvis kan vi arbejde med at nedsætte flashbacks og påtrængende minder. Vi kan arbejde med symptomhåndtering og med værktøjer til at berolige nervesystemet og sindet, som har befundet sig i traumatiske situationer og genlære krop og sind at være i en tryg nutid. Vi arbejder med familiernes ressourcer, tilknytning og overlevelsesevne for at genetablere en tryg familiekonstellation. Men det er svært at behandle traumer, mens de står på, og når der ingen udsigt er til, at tilværelsen bliver tryg og forudsigelig.
Det eneste, drengen ønsker sig, er en barndom, som, han på YouTube ser, andre har. At kunne lege frit, opleve håb, drømme om en fremtid, og putte sig ind til forældre med overskud til at høre om hans dag
Muligheden for den barndom kan jeg ikke love ham i det nuværende politiske klima i Danmark. Det eneste, jeg kan love ham, er en time om ugen, hvor hans oplevelser er i centrum. En time, hvor jeg tager hans håbløshed, hans opgivenhed og hans manglende motivation alvorligt. Og vi kan sammen kan håbe, at hans fortælling kan rykke noget i samfundet.
Både som professionel og som menneske, er jeg ugentligt vidne til, hvordan Danmark traumatiserer børn, og jeg er nødt til at spørge: Er det sådan, vi vil behandle børn i Danmark?
