Tortur kan aldrig retfærdiggøres

Natasa Mavronicola, professor i menneskerettigheder, advarer mod at tro, at tortur skal eller kan bruges i helt særlige situationer

Tilhængere af myndigheders brug af tortur argumenterer ofte med scenariet om den ’tikkende bombe’: En anholdt ’terrorist’ ved, hvor og hvornår en tidsindstillet bombe vil eksplodere og dræbe en stor gruppe uskyldige mennesker. Han ved også, hvordan man uskadeliggør bomben, men nægter at sige noget.

I dét scenarie kan det give mening at bruge tortur, vil nogle hævde. De foretager en afvejning af terroristens ret til ikke at blive tortureret imod de uskyldige menneskers ret til at leve. Og det sidstnævnte hensyn vejer tungest.

»Men sådan hænger det ikke sammen«, protesterer Natasa Mavronicola.

»Artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder et absolut forbud mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling«, understreger hun.

Natasa Mavronicola er professor i menneskerettigheder ved universitetet i Birmingham i England. Hun har fungeret som rådgiver for en tidligere Special Rapporteur om tortur i FN-regi og har i mange år beskæftiget sig med netop artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og dens rækkevidde – for eksempel i Gäfgen-sagen, hvor tysk politi i 2002 truede en kidnapper med tortur i håbet om at finde et bortført barn i live (se faktaboks).

»I Gäfgen-sagen havde staten og politiet negative og positive forpligtelser. Den negative forpligtelse er det absolutte forbud mod at udsætte nogen, inklusive kidnapperen og morderen Magnus Gäfgen, for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling. Den positive forpligtelse er at træffe effektive og passende foranstaltninger for at beskytte den bortførte dreng, Jakob von Metzler, mod at blive mishandlet eller dræbt. Men denne positive forpligtelse omfatter på ingen måde en forpligtelse til at begå tortur eller andre overgreb mod en mistænkt person«, siger Natasa Mavronicola.

Ingen forpligtelse til tortur

Hun påpeger, at det tyske politi var forpligtet til at ransage den mistænktes hus grundigt og på lovlig vis spore hans færden og i det hele taget mobilisere betydelige ressourcer for at finde drengen. Men der var og er ingen forpligtelse til at torturere eller mishandle .

»Jakob von Metzlers forældre ville ikke kunne stille krav om, at politiet skulle handle ulovligt – altså i strid med et absolut forbud i internationale konventioner – for at redde deres søn«, argumenterer Natasa Mavronicola.

»Der er ingen ret til at få nogen tortureret eller mishandlet på grund af  en formodning om, at der er noget at vinde ved det. Så der er ingen konflikt mellem rettigheder i dette scenarie«.

Hun indrømmer, at tortur eller truslen om det i sjældne tilfælde kan give information, der kan karakteriseres som ’nyttig’. Men den betragtning og scenariet om den ’tikkende bombe’ er irrelevante, så længe tortur er absolut forbudt i internationale konventioner.

Derudover påpeger hun, at scenariet om den ’tikkende bombe’ er farligt, fordi det, som professor Henry Shue har skrevet, idealiserer fordelene ved brug af tortur i særlige tilfælde og gør tortur til et abstrakt emne, der fjerner os fra, hvad tortur faktisk er og fører til.

Konsekvenserne af at tillade tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling i såkaldt sjældne og usædvanlige ’tikkende bombe’-sager ville være enorme, og enhver forestilling om en afvejning mellem på den ene side den mistænktes ret til frihed for tortur og på den anden side befolkningens ret til sikkerhed bør omhyggeligt genovervejes, mener Natasa Mavronicola.

»De, der er villige til at bytte frihed for tortur til hypotetiske fordele, bør være klar over, at denne licens til at torturere en dag kan få konsekvenser for dem selv. Vi skal være klar over én ting: Diskussionen om den ’tikkende bombe’ er ofte bekvemt adskilt fra, hvem der i virkelighedens verden får lov at leve et liv fri for tortur og truslen om tortur. Meget af diskussionen går ud på at acceptere, at ’andre’ bliver tortureret eller mishandlet af hensyn til ’vores’ sikkerhed eller rettere vores påståede sikkerhed«, siger Natasa Mavronicola. ’Os’ og ’dem’ er i denne sammenhæng formet af stigmatisering og marginalisering, mener hun og peger på områder som aggressiv anti-immigrationspolitik og udbredt racisme.

Hun mener, at der bag forestillingen om en afvejning af hensyn i scenariet om den ’tikkende bombe’ ofte skjuler en meget ubehagelig ide om, at nogle mennesker simpelthen er uværdige til retten til ikke at blive udsat for tortur eller andre former for mishandling.

Umenneskeliggørelse

»Opfattelsen af, at nogle mennesker er så forfærdelige, at de ikke fortjener at blive beskyttet mod tortur eller endda fortjener at blive tortureret, er dybt bekymrende. Det legemliggør den umenneskeliggørelse, der alt for ofte fører til tortur. Et eksempel er amerikanske soldaters mishandling af fanger i Abu Ghraib-fængslet i Irak efter 11. september 2001«, siger hun.

Og på trods af, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Gäfgen-sagen fastslog, at tortur ligesom umenneskelig og nedværdigende behandling er absolut forbudt, er der intet land – i Europa eller andre verdensdele – hvor alle er fuldstændig effektivt beskyttet mod tortur og mishandling.

»Der er ingen grund til at være selvtilfreds her, for tortur foregår helt sikkert i vores samfund. Det sker måske ikke normalt for dem af os, der er privilegerede nok til at deltage i filosofiske diskussioner om ’tikkende bomber’. Men, som professor Darius Rejali har skrevet, er tortur en praksis, der ofte bruges til at ’minde mindre privilegerede borgere om, hvem de er, og hvor de hører til’. Tortur er en fornægtelse af lighed mellem mennesker og bruges på grund af denne fornægtelse. Derfor skal tortur bekæmpes med det i tankerne«, siger Natasa Mavronicola.