Hüseyin Duygu blev udsat for tortur i Tyrkiet og flygtede efterfølgende til Danmark. Her fandt han et hjem, hvor han og andre torturoverlevere trygt kunne være og få hjælp til at rejse sig igen efter traumerne fra torturen.
Oplevelserne under og efter det tyrkiske militærkup i 1980 blev skelsættende for den dengang 20-årige Hüseyin Duygu og mange andre af regimets politiske modstandere. Dengang var han lærerstuderende i Istanbul og politisk aktiv.
»Jeg var en irriterende type for staten, fordi jeg engagerede mig i politiske projekter, som stillede sig kritisk over for regimet. Og det gjorde det heller ikke bedre, at jeg var formand for en socialistisk organisation«, siger Hüseyin Duygu.
Hüseyin Duygu kom med tiden i politiets søgelys. Han blev tilbageholdt flere gange, men det var først, da hans far blev anholdt, at det for alvor fik konsekvenser for ham.
Under et weekendbesøg hos hans forældre i byen Saray, to timer vest for Istanbul, begyndte militæret at anholde politiske modstandere i byen. Hüseyin Duygu var en af dem, de ledte efter, men han nåede at flygte. Sidenhen meldte han sig imidlertid frivilligt hos politiet.
»Jeg kom tilbage, da jeg hørte, at politiet tog min far. Jeg fik bind for øjnene og blev kørt 30 minutter væk til en kaserne. Jeg blev udsat for tortur i 14 dage. De ville have informationer ud af mig. Og det handlede også om at sende et signal til mine jævnaldrende med samme politiske overbevisning«.
Først da han havde meldt sig til politiet, blev faren løsladt. Som Hüseyin selv siger: Hvis han ikke havde meldt sig selv, var faren blevet udsat for tortur.
En lang rejse med tortur
I 30 dage blev han tortureret.
»De kom med trusler om at voldtage min søster og mor. De bad mig stå på et ben i længere tid ad gangen for at ydmyge mig. Jeg fik mad med et ekstremt højt saltindhold uden mulighed for at drikke et glas vand. I baggrunden kunne jeg høre en tændt vandhane. Og hver dag blev jeg slået under fødderne«, siger Hüseyin Duygu.
Efter 30 dage på kasernen blev han stillet for en dommer. I retten stod han forpint og underernæret.
»Jeg kunne ikke stå på mine ben, efter de havde tæsket mig under fødderne hver dag. Det gik op for mig, hvor systematiske torturmetoderne var i Tyrkiet. Selv om de kunne høre på mine skrig, hvor ondt det gjorde, blev de alligevel ved med at torturere mig. Og jeg tænkte, at jeg efter så mange dage i fængslet endelig ville blive løsladt, men sådan endte det ikke«.
Efter retssagen blev Hüseyin overflyttet til et militærfængsel i Istanbul. Anklagemyndigheden idømte Hüseyin 24 års fængsel.
Hüseyins far kendte en dygtig advokat, der kunne hjælpe. Men han vidste, at det var umuligt at vinde en retssag, når militæret sad på magten.
»Advokaten kom med tre forslag, som alle sammen omhandlede reducering af straf mod betaling. Han gav os en prisliste for at få mig ud. Min far solgte en lejlighed og noget jord. Og det endte med, at jeg kunne få reduceret min straf til to år. Herefter blev behandlingen en lille smule bedre, hvor jeg også fik lov til at komme på gårdtur i 30 minutter hver søndag«.
Ét år efter fængselsdommen blev Hüseyin prøveløsladt på betingelse af, at han hver onsdag henvendte sig på den lokale politistation. Chikanen og overvågningen stoppede dog ikke fra politiets side. De blev ved med at aflægge uanmeldte besøg hos ham. Til sidst var det nok for Hüseyin.
»Politiet var flere gange efter mig. Enten tidligt om morgenen eller om aftenen. Jeg besluttede mig for at gå under jorden«.
Vejen til Danmark og behandling
Hüseyin Duygu havde levet under jorden i Istanbul i nogle måneder, da han besluttede sig for at flygte ud af landet. Han ville til Skandinavien og begynde et nyt liv langt fra militærets tortur og chikane.
I 1984 klokken lidt over 9 om morgenen ankom Hüseyin til Kastrup Lufthavn. I flere måneder var han angst for at blive sendt hjem igen. Hüseyin vidste godt, hvad der ventede ham i Tyrkiet, hvis de danske myndigheder valgte at give ham afslag på asyl.
»Usikkerheden om de ville sende mig tilbage tog hårdt på mig. Endelig kom jeg til et sikkert land, men jeg vidste ikke, om jeg måtte blive her. Ventetiden virkede som en evighed. Jeg havde konstant hovedpine og opkastning. Traumerne fra tortur begyndte stille og roligt at indtage min hverdag«.
Efter fem måneders uvished fik Hüseyin endelig opholdstilladelse. Mens han gik til sprogundervisning, fik han sværere og sværere ved at møde op til undervisningen. Han blev nogle gange sendt hjem, fordi han begyndte at kaste op midt i timen.
»Jeg havde mareridt flere gange om natten. Hver nat drømte jeg om, at jeg var i Tyrkiet og politiet var efter mig. I mine mareridt var der en mand, der konstant fulgte efter mig. En mørk kraft, som hele tiden forsøgte at gribe fat i mig«.
Et liv med færre traumer
Traumerne blev med tiden så invaliderende, at Hüseyin tænkte, han måtte gøre noget ved sin tilstand. Han kom i tanke om, at han engang havde læst en artikel i en tyrkisk avis, som havde omtalt RCT i Danmark (nu DIGNITY). I avisen stod der, at der var åbnet en af de første centre i verden for traumatiserede torturofre. Han ringede til centret.
»Jeg blev mødt med en dårlig nyhed om, at der var to års ventetid. Jeg blev rasende og fortalte, at det er nu, jeg har brug for hjælp. Jeg var en smule højlydt og fik sagt, at det er vigtigt at behandle, når torturofre råber efter hjælp. Der kan ske meget på to år«.
Ledelsen hos RCT vurderede Hüseyins sag, og han blev indkaldt til visitation og fik tilbudt behandling med det samme. Han havde på det tidspunkt ikke delt nogen af sine traumer fra torturen med hverken familie eller venner.
»Jeg følte ikke, at jeg kunne fortælle min familie, hvad jeg havde oplevet. Jeg var overbevist om, at folk ikke ville tro på mig. Heldigvis var behandlingen med til, at jeg kunne dele mine oplevelser med min behandler. Min familie vidste kun, at jeg havde fået en smule tæsk. Jeg skånede dem for de mere ydmygende historier som at stå nøgen foran betjente og blive grint ad«.
Særligt én episode har sat sig fast i hukommelsen hos Hüseyin. Det er en oplevelse, der bliver ved at forfølge ham resten af livet. Og det var en af de sidste hændelser med tortur, inden han blev løsladt fra fængslet.
»Det har traumatiseret mig for livet. En dag holdt betjentene i mine ben, mens jeg hang med hovedet ud af vinduet fra en høj bygning, og truede med, at de ville give slip. Det er en oplevelse, der sidder fast i mig. Jeg tør ikke at nærme mig vinduer i høje bygninger i dag af den grund«.
Behandlingen hos RCT gjorde en positiv forskel for Hüseyin, og den hjalp ham med at komme videre med sit liv. Han stiftede familie og fik færdiggjort sin læreruddannelse.
Livet efter behandling
Alting var ikke altid lige nemt for Hüseyin på trods af behandlingen. Men han er sikker på, at den har gjort en forskel og ført ham ned ad en lettere vej:
»Inden jeg kom til Danmark, troede jeg, at jeg kunne klare mange ting. Det var godt, at jeg fik hjælp på det rigtige tidspunkt. Mange kammerater fra min tid i sprogskolen, som flygtede fra andre steder, fik det endnu værre end mig eller begik selvmord. Det er konsekvensen af ikke at få hjælp«.
Men torturen har også sat sine dybe spor i Hüseyin, selv om at det er 40 år siden, han sad i fængsel.
»Jeg er ikke i stand til at opleve fuldstændig livsglæde. Jeg glæder mig selvfølgelig over, at mine børn har det godt. Når jeg selv har det godt, så jeg kan jeg ikke glemme torturen. Du skal ikke være alt for glad, fortæller jeg mig selv«.
Han opfordrer alle med traumer til at søge behandling. Som han siger, så virker behandlingen, men der er nogle ting, som aldrig vil forsvinde. Og når Hüseyin bliver alt for bange eller har mareridt, minder han sig selv om én ting.
»Der er mange ting, der kan gentraumatisere mig, og det kan give mig mareridt. Men så tænker jeg på én ting: At jeg har det danske pas og lever et sikkert liv i Danmark«.
Når han i dag skal tænke tilbage på sin behandling i 1980’erne, kan han ikke lade være med at tænke på Inge Genefke, der var stifter og chef for RCT.
»Inden jeg skulle til behandling, kom Inge Genefke altid og ville snakke. Det var altid hende, der tog imod mig i venteværelset. Hun var en stærk kvinde. Og over for mig opførte hun sig som en mor. Jeg har mange ting at takke hende for. Hun gav torturoverleverne et hjem, hvor de trygt kunne være, når de kom til behandling«.
Torturoverleveren Hüseyin Duygu sammen med hans tidligere behandler Jørgen Ortmann 2022.
