Nogle børn af danske modstandsfolk fik et liv præget af forældrenes oplevelser i torturkamre og koncentrationslejre
»Jeg opbyggede gennem min mors fortællinger meget tidligt et billede i mit hoved af stedet Ravensbrück. Jeg vidste, at når man kom ind gennem porten, havde man dødsgangen på den side, tortur- og fængselsbunkeren på den side, galgerne deroppe og barakkerne fordelt ned gennem lejren med en midtergang imellem. Jeg vidste, hvordan der så ud, og kendte stedet, syntes jeg, lige så godt som den gård, hvor jeg legede med de andre børn. Det forekom mig, at når min mor sammen med de andre fanger ankom til Fürstenberg station og marcherede de fem-seks kilometer ud til lejren og blev sluppet ind i det forfærdelige rum, så var jeg med: Det var ikke kun hendes lidelse, vi var fælles om det. Ravensbrück var mit sted.«
Sådan fortæller Steen Klitgård Povlsen (født 1944) i bogen Modstandskampens børn.
I anledning af 9. april – 82-årsdagen for det nazistiske Tysklands besættelse af Danmark – bringer vi en fortælling af Bodil Heister, der er barn af en torturoverlever fra modstandsbevægelsen. Bodil Heister er ikke den eneste med den erfaring. I Modstandskampens børn har forfatteren Andreas Fugl Thøgersen samlet en mosaik af fortællinger, hvor børn af danske modstandsfolk fortæller, hvordan det har præget dem, at deres forældre blev taget til fange af den tyske besættelsesmagt, tortureret af tyskerne og deres danske hjælpere og sendt i koncentrationslejr.
Steen Klitgård Povlsens mor var den aarhusianske modstandskvinde og lærerinde Kamma Klitgård Povlsen (1912-2003), der som nybagt, ugift mor til Steen i juni 1944 blev taget af tyskerne og i sensommeren sendt via Frøslevlejren til kvinde-koncentrationslejren Ravensbrück i den nordøstlige del af det nuværende Tyskland.
Præget af Ravensbrück
Kamma Klitgård Povlsen vendte hjem til Danmark og ikke bare hendes eget liv, men også hendes eneste barns blev i høj grad præget af opholdet i koncentrationslejren. Steen Klitgård Povlsen fortæller i bogen om opvæksten med sin mor:
»Der var ingen til at hjælpe mig, inden far, ingen søskende, jeg havde kun mig selv. Jeg husker situationen som umådelig ensom, som om jeg ikke alene var oppe imod hende og hendes traumer, men også oppe imod besættelsesmagten, krigen og den universelle uretfærdighed. Det er meget for en femårig at slås mod!«.
Også senere i barndommen trak morens koncentrationslejrophold dybe spor gennem Steen Klitgård Povlsens liv, fortæller han i bogen:
»Angsten forfulgte mig, også efter at min mors betroelser var hørt op. Jeg gik til forskellige børnepsykiatere før skolealderen, og i gymnasiet var jeg væk i lange perioder og under regelmæssig angstbehandling«.
Senere i livet bekæmpede Steen Klitgård Povlsen sin angst med alkohol. Han røg ud i et alvorligt misbrug, som truede hans ægteskab og hans arbejde som forsker og underviser ved Aarhus Universitet, men kom i kontakt med Anonyme Alkoholikere. Fra den ene dag til den anden holdt han op med at drikke. Han fortæller:
»Angsten tog af, men den har været der siden og er der stadig. Jeg skal hele tiden leve påpasseligt og forudseende, hvis jeg skal undgå at få endnu et anfald, jeg kan egentlig aldrig tillade mig at slappe af og lade stå til. At leve med traumer er at leve kontrolleret, det tror jeg aldrig, at jeg kommer ud over«.
Krigen var til stede
Efter at han var blevet voksen, talte Steen Klitgård Povlsen meget lidt med sin mor om krigen, men alligevel var den hele tiden til stede imellem dem.
»Min mor talte ved et par lejligheder om at føle sig krænket af tyskerne, trådt på, ydmyget. At blive udrangeret som værdiløs, en følelse, der klæbede ved hende til hendes død. Måske er det den følelse, hun har givet videre til mig, hvordan det så er foregået. Måske består ’traumevandring’ på den måde: en smitte i den inderste kerne af selvværd, en skørhed i jeget. Jeg har luret på, om denne smitte er givet videre til mit afkom, men jeg kan ikke se det. Men hvem kender sine børn?«.
Steen Klitgård Povlsens fortælling er kun én af ni fortællinger, som forfatteren Andreas Fugl Thøgersen, delvis i samarbejde med tidligere DIGNITY-seniorforsker Sven Arvid Birkeland, har indsamlet og gengivet i bogen. Og det er ikke den eneste fortælling i bogen, der rummer meget alvorlige følger, som tortur og koncentrationslejrophold fik for ikke bare modstandsfolkene selv, men også for deres børn.
Andreas Fugl Thøgersen: Modtandskampens børn, Forældrenes krig – børnenes arv, Gads Forlag 2013, 256 sider.
Læs også artiklen »Historien om torturen af min far hørte jeg på gamle kassettebånd«.
