Gül Aydin skynder sig ud i køkkenet for at hente nogle tegninger, der minder hende om, hvor hun står efter behandlingen. Særligt én af tegningerne har en stor betydning for hende. Her kan man se en person, der klatrer op ad et bjerg. På toppen står en anden person, som rækker sin hånd ud til den, som er på vej op.
»Det er præcis sådan, jeg har det. Jeg ser anderledes på mig selv i dag end tidligere, hvor jeg troede, jeg ikke havde brug for hjælp eller anerkendte mit behov for hjælp. Jeg fik hele tiden at vide af sundhedssystemet, at jeg var stærk. Derfor gik der også mange år, før jeg fik den hjælp, som jeg havde brug for. I dag er mine negative tanker forsvundet, og jeg har redskaber til at trække vejret ordentligt. Det gør en verden til forskel.
»I virkeligheden var der også en anden årsag til, at jeg ikke var mere insisterende på at få hjælp. Bødlerne skulle ikke have magt over mig. Jeg ville ikke knækkes, og derfor føltes det også som en kamp for at overleve. Jeg ville bevise over for mig selv og omverdenen, at jeg kunne overvinde mine traumer selv«.
Indignation
Den pædagogudannede Gül Aydin flygtede fra Tyrkiet i 1984, hvor hun flere gange blev arresteret af politiet for at være politisk aktiv i sine studieår.
»Som barn var jeg uforstående overfor, hvorfor der var så mange fattige mennesker i samfundet. Jeg så børn uden tøj på. Og når det var vinter, og jeg sad i vores hus med vores brændeovn, tænkte jeg altid på børnene. Jeg spurgte min mor, om vi ikke bare kunne åbne vinduet, så varmen kunne omfavne de frysende fattige på gaden«.
Den indignation tog Gül Aydin med i gymnasiet og på universitetet, hvor hun læste samfundsfag. Hun engagerede sig i studenter- og fagbevægelser, som ville kæmpe mod uligheden i Tyrkiet.
Fængslet og flugten
Efter militærkuppet i 1980 blev der slået hårdt ned på demonstranterne, og det blev vendepunktet for Gül Aydin:
»Som 17-årig blev jeg fængslet, mens jeg var gravid. Bødlerne vidste, hvordan de skulle påføre mig mest mulig smerte uden at skade babyen i min mave. Og jeg lovede mig selv, at når de slap mig fri, ville jeg blive og kæmpe for retfærdighed og imod uligheden«.
Hendes kæreste var på det tidspunkt allerede flygtet til Danmark for at søge politisk asyl. Og i 1984 valgte Gül at gøre det samme.
»Jeg glemmer aldrig den dag, jeg landede i Kastrup Lufthavn. Det var en blandet følelse af at være i sikkerhed og samtidig være på vagt. Politibetjentene tog pænt imod mig i lufthavnen og løftede mine tasker. Jeg var ikke vant til, at autoriteter kunne finde på at behandle én godt. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at de ville anholde mig og sende mig i fængsel for at torturere mig«.
Et nyt liv
Livet i Danmark var sikkert, men Gül Aydins symptomer efter torturen og de traumatiske oplevelser fra fængslet begyndte at røre på sig.
Mareridt, vejrtrækningsproblemer, nerveskader under fødderne, hvor hun var blevet slået i fængslet, og uprovokerede besvimelser var nu en del af hverdagen for Gül Aydin.
»Mine traumer har sat sig i min krop. Min krop glemte ikke torturen, og det mærkede jeg hver dag, når jeg skulle til at sove. I rigtig mange år sov jeg kun 3-4 timer om natten. Jeg kunne føle, hvordan mine fødder fysisk brændte, når jeg skulle falde til ro. Derfor fandt jeg isterninger frem og kølede mine fødder ned«.
Hun opsøgte sin egen læge for at få hjælp til sine traumer. Men hun blev ikke henvist til nogen klinikker med specialiseret viden om traumer fra tortur.
»Det stod slemt til. Jeg var ved at droppe ud af min pædagoguddannelse, fordi jeg ikke kunne fokusere på andet end mine fysiske smerter og søvnbesvær. Jeg blev hele tiden mødt af systemet med, at jeg var ressourcestærk, fordi jeg kunne tage en uddannelse. Derefter bildte jeg mig selv ind, at man nærmest skal være døende for at få psykisk behandling i Danmark, og jeg måske havde det fint nok«.
Den eneste hjælp, Gül Aydin modtog, var nogle timers behandling hos en psykolog uden, at det for alvor forandrede noget for hende. Hun blev færdig med sin uddannelse, og blev ved med at tro på lægens ord om, at hun er stærk og derfor nok skulle klare sig.
Det var frigørende
I 2023 gik Gül Aydin til lægen for at få hjælp med sine vejrtrækningsproblemer og mareridt. Hun havde egentlig mistet håbet om at få hjælp. Heldigvis tilbød en ny læge hende en henvisning til DIGNITY’s rehabiliteringsklinik. Men Gül tænkte, at det var spild af tid.
»Jeg kunne straks mærke, at behandlingen ville hjælpe. I DIGNITY blev jeg for første gang mødt og set. Der var nogen, der præcist vidste og forstod, hvad jeg kæmpede med. Det kom også hurtigt til udtryk, da jeg under behandlingen skulle i et varmvandsbassin med en fysioterapeut. Det var første gang, at jeg trak vejret sådan rigtigt ned i maven. Jeg kunne mærke mig selv igen efter alle de år. Det var frigørende«.
Gül Aydin bliver rørt, når hun tænker tilbage på behandlingen og holder en pause, inden hun fortæller, at hun i dag arbejder som socialpædagog i en døgninstitution for anbragte børn og er mormor til to små børn, som hun bruger sin fritid på. Hun kan også godt lide at male og lave smykker.
Det tog 39 år, før hun fik den rette hjælp, men hun føler sig heldig over, at en læge til sidst forstod hendes behov.
»DIGNITY’s personale fik mig til at føle mig tryg, og vi fik etableret stor tillid til hinanden. Min psykolog evnede at holde mig sporet, når jeg gik i ring i mine svar, og jeg talte om ting, som jeg ikke har talt om før. Det hjalp mig meget«.
I dag har Gül Aydin et råd til andre torturoverlevere:
»Jeg vil anbefale alle med traumer at søge hjælp. Mange flere skal kende til DIGNITY. Behandlingen hjalp mig. I dag kan jeg lide mig selv. Det kunne jeg ikke før. Jeg kan leve det liv, som jeg gerne vil. Alt er ikke perfekt, og jeg arbejder videre med de redskaber, som jeg har fået, og nogle dage er bedre end andre. Men det går bedre. Det er også derfor, jeg kan lide den her tegning«, siger hun og holder tegningen i sin hånd.
»Det minder mig om, at alle – uanset, hvor stærke de fremstår – kan få brug for en hjælpende hånd. Jeg lever ikke længere for at overleve, men jeg er begyndt at værdsætte og nyde livet efter behandling«.
