Fethi Touzri var med til stable Tunesiens første rehabiliteringscenter på benene. Før det behandlede psykologen torturofre diskret i sin klinik. I dag vurderer han, at landet har bevæget sig i en positiv retning.
Et Tunesien uden tortur: Fra nu af vil der ikke længere være tortur.
Sådan står der skrevet på et stort reklameskilt i landets hovedstad Tunis for at minde befolkningen om, at en ny fortælling om Tunesien er ved at blive skrevet.
»Vi har bevæget os fra, at det nærmest var ulovligt at påtale problemet med tortur til, at vi i dag har et stort skilt på en offentlig vej om, at vi ikke længere tolererer tortur.«
»Når jeg kører på arbejde og ser skiltet, bliver jeg mindet om, hvor langt landet har rykket sig siden revolutionen. Vi har bevæget os fra, at det nærmest var ulovligt at påtale problemet med tortur til, at vi i dag har et stort skilt på en offentlig vej om, at vi ikke længere tolererer tortur,« siger psykolog og menneskerettighedsaktivist Fethi Touzri.
Han har gennem de seneste 30 år fulgt udviklingen på torturområdet i Tunesien.
»Reklameskiltene om ingen tortur minder mig hver dag om, hvor langt landet er nået siden revolutionen (i 2011 red.). Dét skilt motiverer mig hver eneste dag, når jeg kører på arbejde. Reklameskiltet er et stærkt symbol.«
Livsfarligt at behandle torturofre
Fethi Touzri, der er uddannet læge og psykolog, driver i dag sin egen private klinik i Tunis. Han har siden 2000 rådgivet internationale organisationer i arbejdet med torturbekæmpelse og i marts i år udnævnte landets statsminister Elyes Fakhfakh ham til sin nye kabinetschef.
»Før revolutionen gik jeg stille med dørene og var meget forsigtig, når jeg behandlede jeg torturofre. Alt andet ville være for farligt. Nogle af dem behandlede jeg i min klinik, andre gange hjemme hos dem. Jeg husker især en fyr, som blev tortureret så slemt, at han mistede sit ene ben. Derefter begyndte de at chikanere hans kone, som endte med at forlade ham. Da jeg mødte denne fyr, sad han i en rullestol med en meget alvorlig psykisk sygdom. Uden at glemme alle de andre forfærdelige historier om seksuel tortur, familietrusler og mishandling,« siger Fethi Touzri.
Hvad havde det af konsekvenser for dig at behandle torturofre dengang?
»Jeg vil ikke lyve og sige, at det ikke var farligt. Det var det helt bestemt. Man bærer et stort ansvar, når man går imod systemet, som jeg gjorde dengang. Selv om der var en risiko for at blive aflyttet og forfulgt, stoppede jeg ikke med at hjælpe torturofre.«
Torturen i Tunesien var systematisk før revolutionen. Hvordan har det ændret sig i dag?
»Tortur opstod oftest, når folk sad varetægtsfængslet. Men også i selve fængslernes var der en høj grad af tortur og mishandling. Sporene af tortur var synlige på ofrene. Der findes ikke et torturoffer fra fængslerne, som ikke lider af posttraumatisk stress syndrom. Før revolutionen havde Tunesien nogle mørke perioder, hvor tortur var så grusom og systematisk. Tunesien har mange torturofre gående, og 1990’erne var den hårdeste og mørkeste periode. Jeg så alle former og typer af tortur. I dag ser man ikke samme brutalitet som dengang,« siger Fethi Touzri.
Tunesiens første rehabiliteringscenter
I 2004 begyndte en ny idé at blomstre i hovedet på Fethi Touzri; etableringen af Tunesiens første rehabiliteringscenter.
»Vi havde en idé om at oprette et rehabiliteringscenter gennem den tunesiske liga for menneskerettigheder, men det virkede umuligt dengang. Jeg var interesseret i, hvordan man i resten verden behandlede torturofre. Jeg ringede derfor til adskillige centre rundt om i verden, herunder RCT (tidligere navn for DIGNITY), fordi jeg vidste, at Danmark var pioner på det her område. Men jeg indså hurtigt, at det var juridisk umuligt at oprette et center dengang.«
Da det daværende regime blev væltet i 2011, greb Fethi Touzri idéen om et rehabiliteringscenter. I mødet med advokater, læger, universitetsundervisere og ofre rejste troen sig på projektet sig, og med midler fra Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP) hjalp DIGNITY med at facilitere og skubbe arbejdet i den rigtige retning.
For Fethi Touzri og resten af arbejdsgruppen dukkede spørgsmålet op om, hvorvidt de skulle være en offentlig eller en privat organisation.
»Vi besluttede, at centret ikke skulle være drevet af det offentlige, fordi ingen i befolkningen havde tillid til dem. Det var trods alt elementer fra det tidligere regime, der havde udsat folk for tortur. Vi blev en uafhængig organisation, som siden revolutionen har hjulpet mange ofre.«
Med støtte fra DAPP åbnede rehabiliteringscentret i 2014 dørene for de første torturoverlevere under navnet NEBRAS.
Hvad var de største udfordringer i begyndelsen?
»Vi oplevede nogle vanskeligheder, fordi projektet var nyt, og man havde ikke set det i Tunesien før. På det juridiske plan var det svært, fordi der ikke fandtes lovgivning til at sikre torturofres rettigheder. Vi underskrev derfor en protokol med Ministeriet for Sundhed. Dernæst var det udfordrende at sammensætte et professionelt hold til rehabiliteringscentret.«
Med støtte fra DIGNITY har rehabiliteringscentret i Tunis uddannet flere fagfolk i behandlingsmetoder for torturofre, og siden 2014 har NEBRAS behandlet omkring 100 torturofre om året.
Fællesbillede af Nebras’ stab forud for fejringen af centrets 1 års jubilæum i 2015. Foto: Nebras
Stadig meget at gøre
I dag er Fethi Touzri fortrøstningsfuld i forhold til udviklingen inden for torturbekæmpelse, men han mener, at der især er tre områder, der stadig skal fokuseres mere på.
»Enhver person i Tunesien skal vide, at tortur er en krænkelse af menneskerettighederne.«
»For det første bør vi investere i et uddannelsesprogram, der fremhæver torturens grusomhed og dens forfærdelige indflydelse på mennesket. Den ændring skal ske. Enhver person i Tunesien skal vide, at tortur er en krænkelse af menneskerettighederne. Det er et effektivt første skridt til at beskytte samfundet på lang sigt. For det andet bør der investeres mere i tilsyn i fængslerne. For det tredje bør civilsamfund igen og igen fordømme tortur og skabe opmærksomhed i kampen mod tortur,« siger Fethi Touzri.
