Kronik af DIGNITY’s direktør Rasmus Grue Christensen er bragt i Kristeligt Dagblad den 26. september 2023.
Hvis vi kun vil samarbejde med fuldgode velfærdsdemokratier, kan det blive vanskeligt at lave udenrigspolitik. Men vi risikerer, at vi i vores iver efter en pragmatisk udenrigspolitik legitimerer og styrker autoritære regimer
I sidste uge var regeringschefer, ministre og parlamentarikere samlet i New York til FN’s årlige generalforsamling. Selvom fotografierne af politikere og embedsfolk ligner dem fra årene før, skal man ikke tage fejl. Der blev gjort status på en ny verdensorden, hvor magtpolerne forskydes, og Vestens dominans er hastigt faldende.
Det er i denne nye virkelighed, at regeringen i foråret præsenterede Danmarks nye udenrigspolitiske strategi. Ledestjernen er “pragmatisk idealisme”. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Mod) har siden ihærdigt forsøgt at forklare de pragmatiske aspekter af den nye udenrigspolitik, og generalforsamlingen i New York var ingen undtagelse. Men indtil videre fremstår de idealistiske principper noget mindre udtalte og konkrete.
I strategien står der, at ”vi skal opdyrke og udvikle flere ligeværdige partnerskaber, ikke lukke døre”. Efter udenrigsministerens nylige besøg i Kenya skrev han tilsvarende, at ”vi bliver nødt til at oppe os i Europa. Flere tilbud, færre prædikener”. Vi skal have dialog med flere og engagere os mere, lyder parolen. Ikke mindst i Afrika.
Det pragmatiske fokus på nye partnerskaber er fornuftigt. Hvis vi skal løse de store globale udfordringer – herunder klimaforandringer, økonomisk ulighed, sikkerhedspolitiske trusler og nye pandemier – er det nødvendigt, at vi arbejder partnerskabs- og dialogorienteret i vores udenrigspolitik. Det kan bestemt også klæde et lille land som Danmark at have en noget mere lyttende attitude til andre og voksende lande i blandt andet det globale syd.
Men hvad gør vi, hvis de lande, vi søger styrket samarbejde med, systematisk krænker menneskerettighederne?
Hvis vi på den ene side kun kan lave partnerskaber, for eksempel om at begrænse brugen af fossile brændstoffer, med lande, der er fuldgode liberale velfærdsdemokratier, vil der være meget få lande at samarbejde med. På den anden side risikerer vi, at vi i vores iver efter nye partnerskaber legitimerer og styrker autoritære regimer, der ekskluderer og undertrykker deres befolkninger.
Demokrati og menneskerettigheder er som bekendt under alvorligt globalt pres i disse år. I 17 år i træk er der blevet færre demokratier i verden. 72 procent af verdens befolkning lever i dag i autokratier. Og autoritære ledere bliver stadig dygtigere til at underminere retsstat, uafhængigt civilsamfund, frie medier og liberale rettigheder. Det er en bekymrende udvikling, som vi ikke kan ignorere.
I den nye udenrigspolitiske strategi skriver regeringen da også, at ”dansk udenrigspolitik fortsat skal bygge på vores grundlæggende værdier, ikke mindst demokrati og menneskerettigheder”. Der står desuden, at ”vi tror på, at demokrati, frihed og menneskerettigheder giver bedre liv, uanset hvor i verden man lever”. Det er kloge ord. Men det står ikke klart, hvordan vi i praksis skal beskytte og fremme menneskerettigheder, når og hvis vi samarbejder med autoritære stater. Så hvad er vejen frem?
Svaret vil afhænge af den konkrete kontekst. Alle lande og samarbejdsrelationer er forskellige. Men derfor kan vi godt diskutere nogle almene principper, der kan anvendes i de fleste sammenhænge.
Jeg er nysgerrig på regeringens svar, men her er tre forsigtige bud på sådanne pejlemærker:
For det første er det afgørende, at samarbejdet med andre stater fremmer – og i hvert fald ikke underminerer – menneskerettighederne. Hvis vi samarbejder med udemokratiske stater om for eksempel at reformere deres politi- eller fængselsmyndigheder, så de kan udøve deres arbejde med respekt for menneskerettighederne, er det som udgangspunkt positivt.
Handler samarbejdet om at bidrage til økonomisk udvikling eller mindske afhængigheder af fossile brændstoffer, kan det bestemt også være perspektivrigt – uanset om landet har udfordringer med menneskerettighederne.
Men handler partnerskaberne derimod om at holde migranter ude af vores nærområde, salg af våben eller terrorbekæmpelse, der meget ofte rummer alvorlige menneskerettighedsudfordringer, bliver samarbejdet meget mere problematisk og risikofyldt. Her bør Danmark gå i en stor bue uden om samarbejder med autokratier. Indholdet er med andre ord afgørende.
For det andet bør styrkede samarbejder med myndigheder i udemokratiske lande modsvares af en betydelig og voksende støtte til et uafhængigt civilsamfund, herunder menneskerettighedsforkæmpere, i disse lande. Menneskerettighedsorganisationer i autoritære lande kan – ofte i samarbejde med internationale eksperter og ngo’er – dokumentere overgreb, advokere for reformer og indgyde håb i undertrykte befolkninger.
Det er vigtigt, fordi udemokratiske regimer anvender stadig flere metoder til at intimidere uafhængige civilsamfund, herunder anklager om udenlandsk indblanding, terrorstemplinger, urimelige bureaukratiske barrierer, digital intimidering, forbud og tortur.
Vi bør derfor øge den politiske, økonomiske og tekniske støtte til lokale uafhængige civilsamfundsorganisationer – ikke mindst i de autoritære lande, hvor vi gerne vil etablere konkrete partnerskaber med myndighederne. Vi må aldrig acceptere, at sådanne partnerskaber sker på betingelse af, at Danmark mindsker støtten til uafhængige lokale menneskerettighedsforkæmpere. Tværtimod.
For det tredje skal vi satse meget mere på at styrke og modernisere de multilaterale menneskerettighedssystemer. FN’s menneskerettighedsorganer er ofte tunge og komplicerede, blandt andet i lyset af den amerikansk-kinesiske rivalisering. Men det er nu engang det bedste, vi har, når vi skal bygge brede internationale koalitioner for at presse udemokratiske regimer til forandring.
Det er derfor afgørende, at vi fra dansk og europæisk side ikke overlader disse multilaterale institutioner til autoritære regimer, der hjertens gerne vil udhule deres effektivitet og værdi indefra.
I stedet skal vi investere vedholdende i at revitalisere FN-systemet, blandt andet i nye alliancer med landene i det globale syd. Vi skal mere helhjertet engagere os i nye dagsordener på menneskerettighedsområdet, der flugter endnu bedre med prioriteter i det globale syd, herunder sammenhængene mellem menneskerettigheder, økonomisk ulighed, klimaforandringer og racisme.
Desuden skal Danmark og EU bidrage til, at kritik, sanktioner og effektiv retsforfølgelse af menneskerettighedsforbrydere sker meget mere konsekvent og universelt end hidtil. Vi må acceptere og støtte, at alle – både allierede og ’systemiske konkurrenter’ – mærker kritik og konsekvenser af deres menneskerettighedsovergreb. Det gælder altså også i lande som USA, Israel, Saudi-Arabien, Ungarn og Polen. Dobbeltstandardernes tid er forbi.
Tilsvarende bør vi også engagere os meget i at støtte regionale menneskerettighedsinstitutioner, for eksempel den Afrikanske Menneskerettighedskommission, der kan bidrage til at fremme reformer, dokumentere overgreb og retsforfølge de ansvarlige. Her kan Danmark spille en vigtig rolle med erfaring og ekspertise på regionale præmisser.
Så en dansk udenrigspolitik baseret på “pragmatisk idealisme” er bestemt mulig. Men det kræver, at idealismen udfoldes, demonstreres og vægtes mindst lige så tungt som pragmatismen.
Her skylder regeringen fortsat svar.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.
