Kronikken er bragt i Kristeligt Dagblad d. 12. marts 2024.
»Der er ikke brug for, at Europa fokuserer mindre på menneskerettighedsdagsordenen i Afrika. Tværtimod. Det er jo vores fælles principper, og de har aldrig været vigtigere. Men det, der kan distancere og ligefrem provokere os, er, at I i Europa ofte har dobbelte standarder på menneskerettighedsområdet«.
Sådan sagde en fremtrædende menneskerettighedsforkæmper til mig for nylig på en febervarm gaderestaurant i Liberias hovedstad, Monrovia.
Diagnosen er præcis. Også for regeringens kommende Afrika-plan, som regeringen har afholdt et stort kickoff-arrangement om i denne uge, og som ventes færdiggjort til sommer.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (Mod) har tidligere sagt, at vi skal lytte mere til udviklingslandene – og prædike mindre. Det er en god og vigtig ambition. I de seneste måneder har jeg været i dialog med et stort antal politikere, embedsmænd, forskere, journalister og menneskerettighedsforkæmpere på tværs af det afrikanske kontinent. Budskabet er ret enslydende: Fra dansk og europæisk side skal vi samarbejde mere, ikke mindre, om at fremme menneskerettigheder på kontinentet.
Menneskerettigheder er ikke udtryk for særligt vestlige værdier, lyder det samstemmende, men er universelle principper, der handler om at skabe inklusion og selvbestemmelse for alle – ikke mindst udsatte borgere. Vi skal derfor stå fast på menneskerettigheder som et fundament for styrket dialog, handel og samarbejde med vores afrikanske partnere. Men vi skal også være meget mere konsistente og vedholdende i arbejdet med menneskerettighederne.
Der er virkelig brug for det. Der er selvsagt meget store forskelle på de 54 lande i Afrika, og hvert land har sin helt egen kontekst. Selvom der for eksempel i Burkina Faso og Tunesien er tilbageskridt på menneskerettighedsområdet, sker der fremskridt i forhold til politiske rettigheder i forbindelse med valg i blandt andet Kenya og Lesotho. Selvom der nogle steder heldigvis er fremskridt, er menneskeretssituationen bredt set desværre bekymrende. Siden 2020 har militærkup i seks lande i Sahel-bæltet væltet siddende regeringer, tortur er udbredt i flere lande, herunder Egypten, og en række lande er ramt af borgerkrig.
På den baggrund har jeg tre bud på vejen frem for regeringens nye Afrika-plan:
For det første bør vi i Danmark øge vores støtte til uafhængige afrikanske civilsamfund, herunder menneskerettighedsforkæmpere, som flere steder er udsatte og arbejder under ekstreme forhold. Menneskerettighedsorganisationer i udemokratiske lande kan dokumentere overgreb, advokere for konkrete reformer og yde hjælp til ofrene for tortur og anden statslig undertrykkelse. Det gælder også – og ikke mindst – i lande, hvor Danmark vil etablere eller styrke partnerskaber med regeringen om for eksempel økonomiske investeringer, energi og migration.
Indsatsen er særligt vigtig, i en tid hvor udemokratiske regimer – også på det afrikanske kontinent – anvender flere og flere instrumenter til at intimidere uafhængige civilsamfundsaktører. Det gør de blandt andet ved anklager om udenlandsk indblanding, terroriststemplinger, forbud, urimelige bureaukratiske barrierer, digital intimidering og tortur.
Derfor bør vi øge den politiske, økonomiske og tekniske støtte til lokale uafhængige menneskerettigheds-organisationer på kontinentet i de kommende år.
For det andet bør vi hjælpe med faglig ekspertise til myndigheder, som efterspørger støtte til at implementere menneskeretlige reformprocesser. Det kan blandt andet være hjælp til modernisering af politi- og fængselsmyndigheder i konkrete lande, så de kan udøve deres arbejde i respekt for menneskerettighederne, for eksempel via mere effektive, moderne og ikke-voldelige afhøringsteknikker.
Sådanne myndighedssamarbejder på menneskerettighedsområdet kan være tunge og bøvlede. Men med en vis tålmodighed og risikovilje er det også en vej, der kan skabe konkrete fremskridt.
Tilsvarende bør vi også – når det bliver efterspurgt – engagere os i at støtte regionale menneskerettighedsinstitutioner, navnlig Den Afrikanske Menneskerettighedskommission, der også kan bidrage til at fremme reformer, dokumentere overgreb og retsforfølge de ansvarlige.
For det tredje bør vi udvise markant øget konsistens i vores globale kamp for menneskerettigheder. Som min liberianske kollega sagde, er opfattelsen blandt mange aktører i det globale syd, at Europa har ”dobbelte standarder” på menneskerettighedsområdet. Vi kritiserer, sanktionerer og forsøger at retsforfølge alvorlige menneskerettighedskrænkelser, når vores nationale interesser ikke for alvor er i klemme. Men omvendt, lyder argumentet, tøver vi, når overgrebene udøves af for eksempel Israel, Saudi-Arabien, USA eller Rwanda.
Selvom de europæiske lande bestemt ikke er alene om det ”menneskeretlige hykleri”, er vores manglende sammenhæng en betydelig barriere for gennemslagskraft på menneskerettighedsområdet, herunder i Afrika. Vi bliver simpelthen ikke opfattet som seriøse i vores engagement. Og når der så virkelig er noget på spil for Europa – for eksempel i FN-afstemninger om krigen i Ukraine – kan vi ikke nødvendigvis regne med støtte fra landene i Afrika.
Så selvom det er vanskeligt, er det afgørende, at vi – også fra dansk side – arbejder mere konsistent med at fremme menneskerettigheder rundt om i verden. Det gælder venner og konkurrenter. Det gælder i Afrika og i Europa. Menneskeretlig konsistens bliver et stadigt vigtigere aktiv, i en verden hvor Europas indflydelse bliver mindre og mindre.
På det lokale spisested i Monrovia stødte en lokal ligestillingsaktivist også til os sidst på aftenen. Hun bestilte en øl og sagde meget rammende:
»Afrikas autoritære ledere vil uden tvivl sige, at Europa skal udvise mere respekt og stoppe deres fokus på menneskerettigheder. Men intet er mere respektfuldt end at fremme menneskerettigheder. Og intet er mere respektløst end at sige, at afrikanere ikke skal have værdighed og demokratisk deltagelse, bare fordi lokale diktatorer og krigsherrer vil bestemme«.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.
