En efterårsdag i 1982 var Inge Lunde én af de fire læger, der lagde grunden til RCT – det nuværende DIGNITY
Lørdag eftermiddag den 30. oktober 1982 samledes fire læger i overlæge Erik Karup Pedersens lejlighed i Nyhavn i København.
De to yngre, kvindelige læger, Inge Genefke og Inge Lunde, og deres mandlige kollega og vært, Erik Karup Pedersen, havde arbejdet sammen om undersøgelser af torturofre i Amnestys danske lægegruppe, som var startet tilbage i 1974. Den anerkendte professor Povl Riis, den fjerde mødedeltager, havde deltaget i vigtige møder i og omkring gruppen i Danmark og i udlandet.
Inge Genefke var i 1977 blevet formand for Amnesty Internationals Medical Advisory Board, som i 1978 holdt seminar i samarbejde med den græske afdeling af Amnesty. Ved den lejlighed blev de fire danske læger medlem af en ny arbejdsgruppe med fokus på rehabilitering af torturofre.
Men den efterårslørdag i 1982 stod de foran et vigtigt skridt ud i det ukendte: Grundlæggelsen af Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre (RCT), som i dag hedder DIGNITY.
»På et Amnesty-seminar i London i december 1980 vedtog vi at arbejde hen imod oprettelse af behandlingscentre for torturofre. Og det blev anbefalet, at vores gruppe i København, som blev anset som den mest levedygtige, skulle forsøge at etablere det første«, fortæller Inge Lunde.
»I Amnestys lægegruppe havde vi undersøgt torturofre og dokumenteret tortur både hos flygtninge i Danmark og på rejser til blandt andet Grækenland. Men et behandlingscenter kunne vi ikke lave i Amnestys regi, for Amnesty var en organisation, der hjalp samvittighedsfanger. Ikke en behandlingsorganisation«, forklarer Inge Lunde.
Siden 1974 havde lægerne i Amnestys danske lægegruppe henvist de torturofre, de havde undersøgt i Danmark, til videre behandling hos praktiserende læger, speciallæger, tandlæger og på hospitaler, men de var enige om, at der skulle mere til:
»Der var brug for en mere samlet behandling, hvor man samtidig tog hånd om både de fysiske og psykiske følger af torturen«, siger Inge Lunde.
Penge fra Tuborg
På baggrund af opfordringerne havde de fire læger gjort deres forarbejde og sonderet terrænet gennem to år. De havde tilsagn fra Tuborgfondet om en bevilling på en halv million kroner, som blandt andet ville gøre det muligt at ansætte en sekretær på halv tid. På Rigshospitalet havde de udsigt til at få stillet to sengepladser på neurologisk afdeling til rådighed til behandling af torturofre. Og de havde lovning på at overtage den lille portnerbolig på det tidligere militærhospital på Tagensvej i København, hvor det nye behandlingscenter kunne have adresse.
»Den dag, vi mødtes hjemme hos Erik Karup, vidste vi, hvordan vores center skulle være. Vi vidste, at det skulle være tværfagligt, og at det skulle være en privat og uafhængig institution. Det var vigtigt for os at være uafhængige af staten, fordi mange torturofre havde meget dårlige erfaringer med statsmagten i de lande, de kom fra. Så den dag, 30. oktober 1982, sad vi og skrev et langt, håndskrevet dokument om det nye center, som vi ville oprette,« siger Inge Lunde.
Da de fire skiltes den lørdag, vidste de, hvad de ville. Men et stort – ulønnet – arbejde ventede forude:
»Vi skulle rejse penge til at drive centret, og vi skulle have andre faggrupper med: fysioterapeuter, sygeplejersker, tandlæger, psykologer og socialrådgivere. Desværre kunne vi endnu ikke tilbyde løn til andre end sekretæren«, fortæller Inge Lunde.
Trak i alle tråde
Den ansete professor Povl Riis’ store netværk – både i lægeverdenen og på Christiansborg – kom projektet til gode, og de fire initiativtagere trak i alle de tråde, de kunne gribe fat i.
»Vi sendte ansøgninger, holdt foredrag og sørgede for at være til stede overalt, hvor vi kunne smide slæberne ind. I en lang periode brugte vi stort set al vores fritid på det nye behandlingscenter. Vi var grebet af en pionérånd, og nogle gange var det nødvendigt at arbejde dag og nat. Ellers ville det ikke blive til noget. Og hvis Inge Genefke fik en god ide midt om natten, så ringede hun med det samme. Det var vi vant til«, siger Inge Lunde.
Ønsket om uafhængighed betød ikke, at gruppen bag det nye behandlingscenter var afvisende over for bevillinger fra det offentlige:
»Vi ville gerne modtage penge fra det offentlige, men staten skulle ikke give os besked på, hvordan vi skulle gøre tingene«, siger Inge Lunde.
Efter den officielle grundlæggelse af RCT 30. oktober 1982 gik der endnu et par år, før det »rigtigt kørte«, som Inge Lunde formulerer det. Der begyndte at komme penge fra Udenrigsministeriet, så der efterhånden kunne ansættes behandlende personale.
Den 5. maj 1984 foregik den officielle åbning af RCT, der var flyttet til større og bedre lokaler i to tidligere overlægeboliger på Juliane Maries Vej tæt på Rigshospitalet.
Da Inge Lunde blev ansat som administrerende overlæge på RCT i september 1984, fungerede centret stadig med en blanding af lønnede ansatte og frivillige behandlere, der kom forbi nogle få timer om ugen og ydede en indsats ved siden af deres lønnede arbejde på en anden arbejdsplads.
Støtte fra statsministerfruen
Kendskabet og støtten til RCT begyndte at brede sig. Kontakterne på Christiansborg gav bonus, da den daværende statsminister Poul Schlüter sammen med sin kone Lisbeth besøgte centret midt i 1980’erne. Særligt Lisbeth Schlüter blev indtil sin død i 1988 en varm fortaler for RCT, husker Inge Lunde.
Også i hospitalsverdenen mødte det nye center vejvilje. Læger fik nogle gange fri til at arbejde for RCT, og centret kunne få ydelser og tjenester som f.eks. blodprøver fra Rigshospitalet, som om det var en afdeling på hospitalet.
Patienter var der ingen knaphed på. Dansk Flygtningehjælp blev hurtigt »storleverandør« af traumatiserede flygtninge til centret, og også blandt de praktiserende læger i hovedstadsområdet bredte kendskabet til det nye tilbud sig.
Efterhånden kom der flere ansatte. I 1985 blev Inge Lundes lægekollega og senere ægtemand Jørgen Ortmann ansat som forskningsassistent, og meget hurtigt blev han også behandler.
Økonomisk kom et vigtigt gennembrud i 1986, da RCT for første gang kom på finansloven. I årene fra 1984 intensiveredes forskningsindsatsen, og RCT-forskerne fik publiceret artikler i internationale fagtidsskrifter.
»Centret voksede hurtigt i 1980’erne. Vi prøvede at opfylde behovet for behandling af torturofre, men alligevel var det ikke nok«, fortæller Inge Lunde om 1980’erne, hvor de latinamerikanske flygtninge, som Danmark havde modtaget i 1970’erne, fik selskab af nye grupper af flygtninge fra blandt andet Sri lanka og Iran.
For Inge Lunde sluttede RCT-rejsen i 1989, da hun sammen med Jørgen Ortmann og flere andre RCT-medarbejdere grundlagde et andet behandlingscenter for torturofre, ETICA, hvor ægteparret arbejde sammen indtil deres pensionering.
