Search

Til patienter og pårørende

Til patienter

Skal du eller en af dine pårørende starte i et behandlingsforløb hos DIGNITY, kan du her på siden finde svar om forløbet samt gode råd til dig som patient og som pårørende.

TID

Tag af sted i god tid. Spørg en nær ven eller et familiemedlem, om de vil følges med dig, hvis det gør dig tryg. Din ledsager kan vente i venteværelset eller gå en tur, mens du møder din behandler.

LUFT

Bliver du nervøs på vej til klinikken, er det en god ide at fokusere på din vejrtrækning. Træk vejret stille og roligt – forsøg at forlænge din udånding, hvis det er muligt. Gentag til, du føler dig rolig. 

HUSK

Mind dig selv om, at du ikke er alene, eller den eneste, der har brug for hjælp til at håndtere fysiske og psykiske symptomer og smerter. Det er almindeligt og naturligt at være nervøs og urolig.

TILLID

Husk, at vores behandlere er professionelle. De har alle tavshedspligt og er forstående overfor dine udfordringer.

RO

Det er en god ide at have luft i din kalender efter dine samtaler hos DIGNITY. Giv dig selv fri bagefter, så du har tid til at slappe af.

Forståelse: Udvis forståelse for humørsvingninger og forandringer både hos din pårørende, der modtager behandling, og dig selv. Det er hårdt arbejde at få behandling for sine traumer, og til tider kan din pårørende virke dårligere bagefter. Det påvirker også dig som pårørende. Det er helt almindeligt, og det bliver bedre.

Fokus: Undgå at spørge ind til behandlingens indhold. Hav tillid til, at din pårørende deler med dig, når vedkommende er klar. Sammen med dig har de måske et større overskud til at fokusere på det gode og det hyggelige frem for fortidens rædsler. 

Tillid: Under behandlingen kan patienten måske svinge i sin tilstand. Hav tillid til, at det er en naturlig del af processen. Traumebehandling indebærer ofte at dykke ned i det sværeste for at kunne bearbejde det og komme videre i livet.

Flashbacks: Hvis din pårørende oplever et flashback, kan du hjælpe ved at gøre brug af sanserne. Tilbyd et tyggegummi, noget at dufte til eller tal om noget, som er i rummet her og nu.

Spørg:Det er ok at spørge din pårørendes behandler, hvordan du bedst kan støtte og hjælpe både din pårørende og dig selv.

Husk at der også er mulighed for hjælp til pårørende hos DIGNITY.

Ressourcefokus: Husk, at behandlingen har fokus på at styrke de ting, som I er gode til som familie. Der er både gode og svære øjeblikke.

Forberedelse: Forbered børn på, at I som familie skal i behandling. Fortæl dem, at formålet er, at I skal have hjælp til sammen at gøre familien i bedre stand til at rumme det, der er svært og kan føles utrygt.

Tid: Husk på, at behandlingen kun foregår i en begrænset periode. Det betyder, at nogle aftaler ligger i skole/arbejdstid. Men efter behandlingsforløbet er slut, kan det være at skole, fritid og familielivet bliver lidt nemmere for jer alle.

Rum til at være: Betragt behandlingen som et rum, hvor I kan placere det svære, så I ikke behøver at tage det med hjem.

Strategier: Behandlerne kommer til at stille mange spørgsmål til både voksne og børn, men de fleste spørgsmål er til jer sammen som familie. Det er fordi, de skal forstå de vigtigste udfordringer og den bedste måde at tackle dem på. Sammen udvikler I nye og bedre strategier til at håndtere både fortid, nutid og fremtid.