MAROKKO:

Kom med ind bag
fængselsmurene

Salim Tayssir Melhem
22. maj 2025

I 2015 oplevede de marokkanske fængsler en kraftig stigning i selvmord.

Derfor blev DIGNITY kontaktet af de marokkanske fængselsmyndigheder
for hjælp.

Over 6000 fængselsansatte har nu modtaget træning i at håndtere selvmord og selvskade. Marokko er i dag det første land i Nordafrika og Mellemøsten til at udvikle en selvstændig politik mod selvskade og selvmord i fængslerne.

Her på siden kan du møde nogle af dem, der er gået forrest i arbejdet med at løfte sundheden i de marokkanske fængsler.

I 2015 oplevede de marokkanske fængsler
en kraftig stigning i selvmord.

Derfor blev DIGNITY kontaktet
af de marokkanske fængselsmyndigheder
for hjælp.

Over 6000 fængselsansatte har nu modtaget træning i at håndtere selvmord og selvskade. Marokko er i dag det første land i Nordafrika og Mellemøsten til at udvikle en selvstændig politik mod selvskade og selvmord i fængslerne.

Her på siden kan du møde nogle af dem, der er gået forrest i arbejdet med at løfte sundheden i de marokkanske fængsler.

Der bliver banket to gange på den høje metalblå port, som langsomt går op og viser indgangen til Arjat 1-fængslet i udkanten af den marokkanske hovedstad Rabat.

Fængslet har plads til 1200 indsatte, men huser lige nu 1425, siger fængselsdirektøren Abdelilah Hafa, som tager imod os ved indgangen.  

»Når vi taler om selvskade og selvmord blandt de indsatte hænger problemet ofte sammen med overbelægning«, siger Abdelilah Hafa og fortsætter:   

»Der er sket meget de seneste år, når det kommer til selvskade og selvmord. Hvor vi før ville bruge magt til at håndtere psykisk sårbare indsatte, har vi i dag fået redskaber til at lytte og kommunikere med dem. Mine ansatte ved, hvad de skal være opmærksomme på hos de indsatte og kan henvise dem til en psykolog, læge eller socialrådgiver«.  

Denne forandring er ikke kommet af sig selv.  

Arjat 1-fængslets sundhedspersonale, socialrådgivere og fængselsbetjente har de seneste år modtaget træning – ligesom 6000 andre i den marokkanske fængselssektor – i at identificere og håndtere selvskader og selvmord blandt indsatte. Og det har haft en konkret og positiv effekt, mener Abdelilah Hafa:

»Socialrådgiveren, fængselsbetjenten og lægen kommunikerer og samarbejder langt bedre med hinanden end tidligere for at hjælpe de indsatte og løse deres problemer. Det forebygger selvskade. De ansatte lytter også mere til de indsatte. Det har gjort en forskel«, siger han.

VIDEO: Hør fængselsinspektør Abdelilah Hafa fortælle om at forebygge selvskade her

FÆNGSEL. Abdelilah Hafa er fængselsdirektør for Arjat 1-fængslet i udkanten af den marokkanske hovedstad Rabat.

Selvskade i fængsler

Som mange fængsler verden over har Marokko udfordringer med selvskade og selvmord.  Typisk selvskade kan være, når nogen med vilje skærer i sig selv eller sluger objekter som batterier eller barberblade. Niveauerne for selvskade i fængslerne er ofte højere end i samfundet udenfor.

Derfor rakte de marokkanske fængselsmyndigheder (DGAPR) i 2016 ud til DIGNITY for at forstå hvorfor og for at løse problemet med selvskade og selvmord i fængslerne.

En af dem, som har været blandt de drivende kræfter bag samarbejdet, er Dr. Taoufiq Abtal, som er direktør for sundhedsenheden under fængselsmyndighederne i Marokko.

»Når vi forebygger selvskade og selvmord i fængsler, er vi også med til at sikre sikkerheden og de indsattes reintegration til samfundet efter afsoning«, siger han.

Ifølge Dr. Taoufiq Abtal døjer de indsatte ofte med psykiske udfordringer og misbrugsproblemer, når de ankommer til fængslet, og havner derfor i ufrivillig afvænning den første tid og kan reagere voldeligt. Derfor er det vigtigt at stabilisere de indsatte og tage hånd om deres mentale helbred, påpeger han.

»Vi tilbyder træning, uddannelse og aktiviteter for at forberede de indsatte på at vende tilbage til samfundet efter afsoning. Men hvis de ikke er fysisk og psykisk stabile, kan de jo ikke deltage i aktiviteterne. Derfor samarbejder alle sektorer i fængslet for at forebygge selvskade og selvmord. Fra lægen til socialrådgiveren til fængselsledelsen og betjentene«, siger han som baggrund for samarbejdet med DIGNITY.

MAROKKANSKE FÆNGSLER

Marokko har ændret sit fængselssystem de seneste årtier. Ansvaret for landets fængsler hører under ’Den Generelle Delegation for Fængselsadministration og Reintegration’ (DGAPR), der blev oprettet som et uafhængigt organ i 2008, og som refererer direkte til premierministeren.

Marokko er underskriver af både FN’s Toturkonvention og dens valgfri protokol (OPCAT). Ved udgangen af 2023 var der 75 fængsler i Marokko, der husede 102.653 personer, fortrinsvis voksne (99%) og fortrinsvis mænd (98%). En af de største udfordringer for de marokkanske fængsler er overbelægning, som i øjeblikket er på 159%. I alt 38.552 (38%) personer i fængsel afventer retssag.

Dr Taoufiq Abtal

SUNDHED. Dr. Taoufiq Abtal er direktør for sundhedenheden under fængselsmyndighederne i Marokko.

Adgang til fængslerne

Men hvordan forebygger man selvskade og selvmord i et marokkansk fængsel? Med mere viden, forklarer Maha Aon, som er senior sundhedsrådgiver i DIGNITY.

»Vi begyndte med at undersøge, hvordan det faktisk stod til i de marokkanske fængsler. Vi fandt ud af, at selvom mænd oftere dør af selvmord end kvinder, så er selvmordsforsøg og selvskade hyppigere for kvindelige indsatte«, siger Maha Aon, og forklarer, at livstidsdømte og genindsatte er i højere risiko for at selvskade end andre.

»Med den viden i ryggen gik vi i gang med at udvikle et træningsforløb til at identificere og håndtere selvskade og selvmord. Sammen med de marokkanske fængselsmyndigheder udviklede vi en politik og en manual til at forebygge og håndtere selvskade og selvmord. Træningen var ikke kun rettet til sundhedsmedarbejderne i fængslet, men også betjentene, socialrådgiverne og administrationen«, siger hun og understreger vigtigheden af, at det var fængselspersonalet selv, som skulle uddannes i at udbyde træningen til andre ansatte for at skabe lokalt ejerskab og bæredygtig forandring.

Herefter blev der uddannet en række ’mestertrænere’ fra sundhedspersonalet i tre fængsler, som i dag går fra fængsel til fængsel i hele Marokko og underviser i at håndtere og forebygge selvskade og selvmord, forklarer Maha Aon.

HVAD HAR SELVSKADE OG SELVMORD MED FOREBYGGELSE AF TORTUR AT GØRE?

Forebyggelse af tortur og mishandling begynder med at sikre humane fængselsforhold. Derfor arbejder DIGNITY sammen med de marokkanske fængselsmyndigheder for at sikre, at alle indsatte modtager forebyggelses- og behandlingstilbud for fysisk og mental sundhed. Arbejdet handler derfor også om at forebygge tortur og anden umenneskelig behandling, som sundhedspersonalet nu også screener for, når de får nye indsatte i fængslerne. Over 900 fængselssundhedspersonale er blevet trænet i den indledende medicinske vurdering, herunder hvordan man identificerer og dokumenterer tortur og mishandling. Dokumentationen gives videre til fængselsdirektøren og derefter statsanklageren.

FOREBYGGELSE.  Maha Aon er senior sundhedsrådgiver i DIGNITY.

Sårbare indsatte

Dem som har fået glæde af træningen, er de ansatte ved det nye Tamesna-fængsel uden for Rabat. Her mærker ledelsen og de ansatte en tydelig forandring i forståelsen for og arbejdet med selvskade og selvmord. 

»Når en indsat selvskadede eller forsøgte selvmord tog vi tidligere udgangspunkt i de enkelte ansattes egne erfaringer for at håndtere det. I dag har vi en manual, som fortæller os, hvordan vi skal håndtere det,« siger fængselsdirektøren Rachid Moujghid. 

VIDEO: Fængselsinspektør Rachid Moujghid fortæller om at forebygge selvskade her

Socialrådgiverne Berdi Abdelhafid og Rania Karimou har også modtaget træning, og de ser en tydelig forskel i de ansattes tilgang til psykisk sårbare indsatte, som er i risiko for selvskade og selvmord.

»Vi kan ikke hjælpe indsatte tilbage i samfundet, hvis de ikke har det godt. Når vi i dag modtager nye indsatte, ser vi på deres generelle helbred. Lider vedkommende af angst? Er der et misbrug fra før? Det og meget mere om deres sundhed noterer vi, og deler vores viden med sygeplejersken og lægen herinde« siger Berdi Abdelhafid som er socialrådgiver i Tamesna-fængslet.

UDDANNELSE. Berdi Abdelhafid er socialrådgiver i Tamesna-fængslet og er blevet uddannet i at håndtere og identificere selvskade og selvmord.

Ifølge Rania Karimou er de indsatte ofte i chok den første tid, mens de venter på deres dom.  

»Når de havner i varetægt hos os, mister de også evnen til at bidrage til familien økonomisk. De mister deres arbejde, og familien mærker stigmaet ved at have en far eller ægtemand i fængslet. Det er psykisk belastende for dem. Det er vi nu opmærksomme på og forsøger at hjælpe, så de ikke ender med at selvskade«, siger Rania Karimou.

De to socialrådgivere fortæller om to konkrete episoder, hvor træningen især har været gavnlig.

Den ene handler om en indsat, der fik besked på, at han havde mistet sin far. Vedkommende gik tilbage i sin celle og slog sit hoved ind mod væggen.

»Vi forsøgte at berolige ham og talte ham til ro gennem de teknikker, som vi har lært. Vi fik en særlig tilladelse, så han kunne ringe til sin mor uden for normal telefontid. Moderen fik også lov til at besøge ham. Fordi vi var imødekommende i forhold til mandens behov, stoppede han med at skade sig selv. Det hjalp ham, og vi fik senere tilmeldt ham et aktivitetsforløb her i fængslet«, siger Berdi Abdelhafid.

Rania Karimou husker en kvinde, som var blevet gravid uden for ægteskabet, før hun ankom til fængslet. Da hun fandt ud af hun var gravid, begyndte hun at selvskade. Der er ofte et socialt stigma forbundet med børn uden for ægteskab i Marokko, og det er også vanskeligt at registrere barnet og dermed også få adgang til sundhed og skole.

»Faren til barnet sad også i fængsel. Vi sørgede for, at de kunne blive gift, som de ønskede, og vi ordnede deres papirer. Det betød også, at de kunne registrere barnet. Vi fik også lov til at kontakte familien til kvinden, og fik deres accept, som var vigtig for hende. Det er jeg særlig stolt af, fordi det gjorde en stor forskel for hende«.  

Hør Nazha Bel Ghazi, socialrådgiver, fortælle om deres indsatser i Arjat 1 fængslet.

Også i Arjat 1-fængslet er socialrådgiverne glade for træningen.

En af dem er Nazha Bel Ghazi:

»Da jeg begyndte mit arbejde i fængslet, vidste jeg intet om selvskade eller selvmord eller hvordan jeg skulle gribe det an. Det har ændret sig. Jeg har lært at kommunikere bedre med de indsatte, og hvis der er behov for det henvise dem til psykolog eller læge, når jeg ser tegn på selvskade eller selvmord,« siger Nazha Bel Ghazi.

FÆNGSEL. Rachid Moujghid er fængselsdirekør for Tamesna-fængslet uden for Rabat.

Det første møde

Det første møde med de indsatte i et fængsel er afgørende for at forebygge selvskade og selvmord, forklarer fængselslæge Loubna Maaroufi fra Arjat 1-fængslet. Den indledende medicinske vurdering er også vigtig for at identificere eksisterende helbredsproblemer, og hvis personen har været udsat for mishandling under anholdelse.

»Mange kommer ind med eksisterende sygdomme. Fængselslivet gør det ikke bedre. Derfor er det vigtigt at stabilisere folk, som ofte ikke har råd til behandling uden for fængslet. Det er der, vi som sundhedspersonale skal indhente så meget information om deres helbred som muligt for at forebygge selvskade«, siger hun og fortæller, at det er sygeplejerskerne, som tager imod nye indsatte.

Under projektet blev der udviklet en spørgeguide til denne indledende medicinske vurdering, der skulle hjælpe med at identificere sårbare indsatte i risiko for selvskade og selvmord. Guiden rummer også spørgsmål om, hvorvidt de har været udsat for tortur og umenneskelig behandling. Det kan f.eks. være mærker fra håndjern, som har efterladt spor. Alt sammen dokumenteres, deles med de andre ansatte og sendes videre til fængselsdirektøren.  

Fængselslægen Maria Lahyani fra Tamesna fængslet mener, at træningen og det nye overvågningssystem for selvskade og selvmord også har gjort en forskel for det fokus, som lægerne har på selvskade og selvmord.

»Vi ser ofte sår fra barberblade og glasskår. Vi er dog blevet bedre til at dokumentere sagerne. Hvor et lille sår tidligere blev behandlet hurtigt, så spørger vi nu aktivt ind til det, dokumenterer det og orienterer de andre afdelinger i fængslet«, siger Maria Lahyani og fortsætter:

»De indsatte kan finde på at selvskade, når de får dårlige nyheder. Det kan være en dom, nyheden om dødsfald eller sygdom som HIV og cancer. Det er vi mere opmærksomme på i dag. Jeg synes mit samarbejde med betjentene, ledelse og socialrådgivere også er blevet bedre efter træningen. Deres syn på min rolle som læge i fængslet og de indsattes sundhed er også blevet bedre«, afslutter hun.

Det er ikke kun socialrådgivere, læger og fængselsledelsen, der glæder sig over træningen og det nye fokus – betjentene er også positive.

En af dem i Arjat 1-fængslet, som har set talrige eksempler på selvskade og selvmordsforsøg, er Hamid Hamdabouir.

»Jeg har arbejdet i fem forskellige fængsler og set meget. Jeg ved i dag, at det er vigtigt at have en god relation til de indsatte. At lytte er halvdelen af udfordringen, og når vi gør det, kan vi ofte finde løsninger, som kan forhindre at de indsatte selvskader«, siger han.

»Træningen har hjulpet os med at ændre vores syn på selvskade. Før betragtede vi det, som om de indsatte kun skabte problemer og søgte opmærksomhed, men i dag forstår vi, at det også kan være et tegn på psykiske problemer«, siger Hamid Hamdabouir.

FÆNGSELSLIVET. To indsatte i Tamesna fængslet i Marokko er på vej til deres celler

Flere af de indsatte vi taler med i Tamesna og Arjat 1-fængslet fortæller, at de i dag oplever at have adgang til sundhedspersonalet, hvis de har behov for det.

En indsat, som tidligere har selvskadet, fortæller:

»Jeg mødes med psykologen en gang om ugen. Vi taler sammen. Og jeg fortæller, hvordan jeg har det. Hun giver mig gode råd til, hvordan jeg vender tilbage til mit liv og kan være der for mit barn uden for fængslet«, siger hun og fremhæver:

»Jeg drømmer om at komme væk fra fængslet. Min drøm er at blive stewardesse og rejse verden rundt«.  

Hør Maria Lahyani, læge, fortælle om sundheden i Tamensa fængslet.

SUNDHED. Maria Lahyani er læge i Tamesna fængslet, hvor hun tilser indsatte.

Vi er ikke i mål endnu

I dag er Marokko det første land i Nordafrika og Mellemøsten til at udvikle en selvstændig politik mod selvskade og selvmord i fængslerne.

Det betyder blandt andet også, at alle fængselsansatte i landets 74 fængsler i dag som del af deres uddannelse modtager træning i at håndtere selvskade og selvmord blandt de indsatte.

Ifølge DIGNITYs Maha Aon er det et vigtigt skridt på vejen til at forebygge tortur og anden umenneskelig behandling i stater, som ønsker at reformere deres fængselssystem.

Det er chefen for sundhedsenheden under fængselsmyndighederne Dr. Taoufiq Abtal enig i.

»Vores samarbejde med DIGNITY er vigtigt. For indsatsen mod selvskade og selvmord handler om alle sektorer i fængslet. Og alle har en rolle at spille til glæde for sikkerheden i fængslet og reintegrationen i samfundet af de indsatte. Det er samme tilgang, når vi taler om arbejdet mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling, som nu også er en del af den spørge-guide, som møder alle nye indsatte i landets fængsler.«

Hvordan hænger arbejdet med at forebygge selvskade og selvmord sammen med indsatsen mod tortur og umenneskelig behandling?

»Sundhedsvæsenets rolle er at støtte sundheden og sikkerheden for personer i fængsel. Den indledende lægevurdering er et vigtigt skridt i at evaluere nye tilbageholdtes fysiske og psykiske tilstand. Hvis lægen under visitationen finder sår eller blå mærker på personens krop, skal de både behandle og dokumentere disse tegn,« siger Dr. Taoufiq Abtal og tilføjer:

»Lægen sender dokumentet til fængselsdirektøren, som underretter anklagemyndigheden. Vurderingen hjælper også med at identificere risikofaktorer for selvmord og selvskade, så de rette foranstaltninger igangsættes. Vores arbejde med DIGNITY har desuden skabt et overvågningssystem, så vi nu kan dokumentere i detaljer og rapportere til hovedkontoret, så de nødvendige handlinger kan træffes.«

Tamesna og Arjat 1-fængslet er relativt nye. Hvordan sikrer du, at alle landets fængsler har samme standard for sundhed og forebyggelse af selvskade og selvmord, når det kommer til at forebygge tortur og umenneskelig behandling?

»Vi træner nu i alle landets fængsler, og vi har en national politik og manual til alle fængsler. Vi holder løbende øje med fængslerne, som vi monitorerer.

Der vil selvfølgelig altid være et menneskeligt element. Enhver forandring kan mødes med en vis tøven fra nogle medarbejdere. Derfor kan den korrekte implementering af denne vejledning kun sikres ved at informere fængselspersonalet og kommunikere med alle relevante fængselstjenester.«

»Hvad angår bekæmpelse af tortur og umenneskelig behandling, findes der en national mekanisme til forebyggelse af tortur, som er et uafhængigt organ med ansvar for at overvåge steder, hvor mennesker frihedsberøves, herunder fængsler. Vi er fuldt ud bevidste om, at opgaven ikke er let, men vi er fast besluttede på at implementere vejledningen til forebyggelse af selvskade, selvmordsforsøg og selvmord i fængsler på den rette måde. Vi er på rette vej.«

Ifølge Dr. Taoufiq Abtal er der behov for hele tiden at opdatere de teknikker og viden om selvskade og selvmord for også fremover at skabe positive resultater:  

»Jeg ser nu, hvordan vores arbejde bliver omfavnet af de ansatte i fængslerne. Mange af de ansatte var skeptiske i begyndelsen. Nu ser de, at det kommer hele fængslet til gode. Vi ser flere og flere ansatte indberette sager om selvskade og selvmord. Vores viden er nu en del af pensum på uddannelserne for fængselsbetjente. Det giver mig håb. Det viser den forandring, som er sket«.  

Hvad giver håb? Det svarer Dr. Taoufiq Abtal, direktør, på her.

TRÆNING. »Vi træner nu i alle landets fængsler, og vi har en national politik og manual til alle fængsler«, siger Dr. Taoufiq Abtal.

SÅDAN ARBEJDER DIGNITY OG FÆNGSELSMYNDIGHEDER I MAROKKO FOR AT FOREBYGGE SELVSKADER OG SELVMORD:

Projektet begyndte i 2017, hvor DIGNITY sammen med de marokkanske fængselsmyndigheder (DGAPR) første gang begyndte at undersøge selvmord og selvskade i Marokko. Med udgangspunkt i denne ny viden udviklede DIGNITY og vores partnere fra fængselsvæsenet en national politik og en manual til de fængselsansatte for at forebygge selvskader og selvmord. Denne manual blev afprøvet i tre fængsler. Efterfølgende blev den nationale politik og manualen vedtaget i Marokko i 2019.

DIGNITY trænede herefter et tværfagligt team fra fængselssektoren til at udvikle et pensum for fængselsansatte i at forebygge og håndtere selvskader og selvmord. De har nu trænet over 6.000 medarbejdere i fængselssektoren. Et nationalt overvågningssystem for selvmord og selvskader er siden blevet etableret for at overvåge resultaterne af indsatsen.

Projektet er støttet af Open Society Foundation og Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP), som er Danmarks samarbejdsprogram med Mellemøsten og Nordafrika.

Læs mere om vores arbejde i Marokko

Logo, Danish-Arab-Partnership Programme
Dignity's logo