Foto: UN Photo/Loey Felipe
Enstemmig opbakning til dansk resolution mod tortur lover godt, men der er stadig lang vej igen.
I sidste uge lykkedes det Danmark at få alle FN’s 193 medlemslande til at stemme for en resolution, som bekræfter forbuddet mod tortur og anden grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf.
»Det er et godt skridt på vejen og stærkt arbejde af det danske diplomati. Det bliver samtidigt interessant at se, hvad resolutionen kommer til at betyde i praksis. For faktum er, at brugen af tortur fortsat er udbredt verden over«, siger Rasmus Grue Christensen, som er direktør i DIGNITY.
Han henviser til, at 24 af FN’s medlemslande endnu ikke har ratificeret FN’s torturkonvention.
Og selvom mange lande har underskrevet og forpligtet sig til at leve op til konventionens regler, viser tal fra blandt andet Amnesty International, at tortur stadig finder sted i mindst 2/3 af verdens lande.
Rasmus Grue Christensen siger:
”En resolution fra FN’s Generalforsamling er ikke juridisk bindende, men den understreger, hvor vigtigt det er at forebygge og bekæmpe tortur. Nu håber vi så også at se ændret praksis hos de mange stater, som stadig gør brug af tortur og umenneskelig behandling. Hos DIGNITY giver resolutionen kun endnu mere blod på tanden til vores fortsatte arbejde for en verden uden tortur.”
I de sidste to årtier har Danmark haft en stærk stemme i kampen mod tortur – blandt andet gennem gradvist styrkede resolutioner på området. Denne gang understregede staterne blandt andet frihedsberøvedes ret til at få oplyst om grundlaget for deres anholdelse på et sprog, de forstår, samt staters forpligtelse til at sikre rettigheder for indsatte – inklusive mennesker med en døds- eller livstidsdom. Begge dele er vigtige for at sikre væsentlige, fundamentale rettigheder for mennesker i politiets varetægt og i fængsler.
Resolutionen uddyber desuden, hvordan udbredt korruption kan være skadelig for bekæmpelsen af tortur, fordi det er med til at ødelægge samfundsstrukturer og forhindre mulighederne for at stille mennesker, som udøver tortur, til ansvar. Til sidst anerkender resolutionen, at bekæmpelsen af tortur vil bidrage væsentligt til at nå FN’s verdensmål. Særligt Mål 16 om at sikre fred, sikkerhed og stærke institutioner:
”Et effektivt totalforbud mod tortur og anden umenneskelig behandling vil bidrage til at sikre adgang til retfærdighed og opbygge effektive og ansvarlige institutioner på alle niveauer i samfundet,” hedder det blandt andet i resolutionen.
Rasmus Grue Christensen siger:
”At forebygge og bekæmpe tortur og vold er en grundsten i opbygningen af et fredeligt, bæredygtigt samfund, og det er helt centralt i DIGNITY’s arbejde. Derfor er vi meget glade for, at det også anerkendes af FN’s medlemslande.”