45-årige Mette Fløjborg bliver ny chef for DIGNITY’s rehabliteringsklinik, der behandler traumatiserede flygtningefamilier i Danmark
DIGNITY har ansat Mette Fløjborg som ny chef i organisationens danske rehabiliteringsklinik i København, som behandler torturoverlevere og andre traumatiserede flygtninge.
Mette Fløjborg kommer fra en stilling som CEO for Idrætsakademiet.
»Jeg har været drevet af to stærke kræfter i hele mit arbejdsliv. Den ene er arbejdet med mennesker, som kæmper med psykiske sårbarheder eller psykiske lidelser, og den anden er at være med til at skabe gode rammer for medarbejdere, der arbejder med denne målgruppe. Jeg er meget optaget af missionen i og visionen for DIGNITY, og jeg glæder mig til at bidrage med min viden og erfaring til at gøre mere for flere sammen med de dygtige medarbejdere i DIGNITY«, siger Mette Fløjborg.
DIGNITY’s direktør Rasmus Grue Christensen siger:
»Vi glæder os meget til at byde Mette velkommen både som klinikchef og som en del af DIGNITY’s ledergruppe. Hendes omfattende ledelseserfaring og hendes erfaringer med arbejdet med sårbare mennesker vil i høj grad gøre en positiv forskel for torturoverlevere og andre traumeramte flygtninge. Desuden vil Mette kunne yderligere styrke vores gode samarbejder med regioner, kommuner og private fonde i Danmark i de kommende år«.
Mette Fløjborg har en kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi. Hun har desuden en diplomuddannelse i ledelse samt en mastergrad i Business Administration.
DIGNITY er en international menneskerettighedsorganisation, der siden 1982 har arbejdet for en verden fri for tortur og vold. DIGNITY’s behandlere har i over 40 år behandlet torturoverlevere og andre traumeramte flygtninge for deres traumer.