De meget lave ydelser til traumatiserede flygtninge har over en længere periode ramt dem hårdt. Og inflationen forstærker kun problemet, siger socialrådgiver i DIGNITY.
Der har ikke været råd til vintertøj i år eller andet nyt tøj til børnene, og nogle gange har børnene ikke madpakke med i skolen.
Det er desværre hverdagen for mange traumatiserede flygtninge, som vores læger, psykologer og andre behandlere møder i vores klinik i disse dage.
De meget lave ydelser til traumatiserede flygtninge har over en længere periode ramt dem hårdt. Og inflationen forstærker kun problemet yderligere.
Én af dem, som ofte sidder ansigt til ansigt med patienterne i DIGNITY’s klinik i København, er socialrådgiveren Nadia El-Yahya.
»Jeg kan se, at det påvirker deres behandling, når vores patienter stresser over, om de kan betale den næste husleje. Det er patienter, som i forvejen lever under et ekstremt begrænset budget«.
Flygtninge i behandling hos os modtager enten kontanthjælp eller er på ’selvforsørgelses- og hjemrejseydelse’. Den ligger i dag på cirka 8886 kroner pr. måned før skat for en gift forsørger.
De særligt lave ydelser, som ligger væsentligt under, hvad politikerne under kontanthjælpsmodtagere, har siden 2015 været et grundvilkår for en stor del af DIGNITY’s patienter og har gjort det meget vanskeligt for dem at få tilværelsen til at hænge sammen.
Oveni er inden for det seneste år kommet en voldsom inflation, som betyder, at dagligvarer typisk er steget med 20-40 procent, mens de offentlige ydelser ikke er steget.
»Som socialrådgiver fungerer jeg i øjeblikekt som brandslukker. Flere patienter møder ikke op til behandling, fordi de ikke har råd til offentligt transport. Og når de så endelig møder op, så bruger vi tiden på at finde ud af, hvor og hvordan de kan overleve ved at henvise dem til grupper på Facebook eller nødhjælpsorganisationer, hvor de kan få gratis mad og tøj eller til nedsat pris.«, siger Nadia El-Yahya.
Hun er ikke i tvivl om, at ydelserne, de stigende priser og inflationen er med til at skubbe traumeramte flygtninge længere væk fra arbejdsmarkedet. Og det ærgrer Nadia El-Yahya, fordi langt de fleste af dem gerne vil være selvforsøgende og i arbejde.
»De fleste familier er vant til at arbejde i de lande, som de flygtede fra. De havde økonomisk rådighed til at forsøge deres familier. Derfor oplever mange en stor skam, når de ikke længere kan det, og er med til at fastholde dem i den udsatte position, som de befinder sig i«.
Som én patient fortalte Nadia El-Yahya:
»Hvordan og hvorfor skal jeg sætte mine behov i fokus og få hjælp til mine traumer, når jeg ikke har penge til betale min husleje?«
Nadia El-Yahya tilføjer:
»Fattigdom er ødelæggende. Det kan jeg dagligt se i mit arbejde. De har ikke overskud til at få hjælp til deres traumer fra krig, tortur og flugt. Deres eneste fokus er at overleve økonomisk«.
»Jeg er bekymret for forældrene, der nedprioriterer behandling af deres traumer. Men jeg er også bekymret for fremtiden for børn, der vokser op i hjem, hvor der hverken er råd til vintertøj, madpakker eller medicin«.
