Behandlingstilbud til ukrainske flygtninge
DIGNITY tilbyder behandling til dig, der har været udsat for krigsoplevelser og flugt.
Hvis du har oplevet voldsomme hændelser i forbindelse med krig eller flugt, er det normalt, at dit sind og din krop reagerer, og at du får fysiske og psykiske følgevirkninger.
Symptomerne kan påvirke dit funktions- og energiniveau. Det kan gøre det svært at få hverdagen til at hænge sammen og have en negativ påvirkning på både dig og din familie.
I DIGNITY er vi her for at hjælpe dig til at få det bedre. Vores behandling er tværfaglig, og alle behandlere og tolke har tavshedspligt.
Behandlingstyper
Gruppeforløb
KOMPAS: Til dig, som oplever stress og ubehag i din hverdag forbundet med oplevelser fra flugt og krig samt bekymringer for fremtiden. Fokus er på at forstå dine reaktioner og styrke din evne til at leve en aktiv og meningsfuld hverdag.
Pain-School gruppeforløb: Til dig, som oplever fysiske smerter udover symptomer på stress. Fokus er på regulering af smerter og stress med henblik på at forbedre din livskvalitet.
Behandling i varmtvandsbassin: Til dig, der vil styrke din evne til at leve en aktiv hverdag på trods af symptomer på stress og smerte. Fokus er på fysioterapi i varmtvandsbassin og hjælper med afslapning, stressreduktion og lindring af muskelsmerter.
KOMPAS og Pain-school tilbydes i to formater: Et format med kombineret psykoterapi og kropsterapi, og et format med psykoterapi og funktionel afspænding i to adskilte sessioner på samme dag.
Individuelle tværfaglige forløb
Vores behandlerteam består af psykologer, fysioterapeuter, læger og socialrådgivere. I et individuelt tværfagligt forløb vil du typisk have individuelle sessioner hos enten alle faggrupper eller kun hos enkelte alt efter behovet.
Hvor og hvordan
Pris: Tilbuddet er gratis.
Henvisning: Gennem egen læge eller sagsbehandler i kommunen. Læge og sagsbehandler kan læse mere om, hvordan de henviser på vores hjemmeside https://dignity.dk/behandling/
Specialistvurdering: En specialist vil afgøre, hvilken behandling der er den rette for dig. Det vurderer vi på baggrund af dine symptomer og udfordringer.
Tolk: Der er tolk tilgængelig under behandlingen.
Adresse: Bryggervangen 55, 2100 København Ø. Tæt på offentlig transport – Svanemøllen station, Ryparken station og Poul Henningsens plads eller Vibenshus Runddel.
Terapibassinet er placeret tæt på offentlig transport i tilknytning til Lions Kollegiet med adgang fra parkeringspladsen på Tuborgvej 181, 2400 København NV.