Search

Et fyrtårn i kampen mod tortur fylder 70 år

DIGNITY’s overlæge og bestyrelsesmedlem i af FN’s Frivillige fond for Torturofre, Jens Modvig, fylder d. 26. december 70 år
Jens Modvig, overlæge, DIGNITY

Det er en af sværvægterne i både den internationale og nationale kamp mod tortur, som fylder rundt lige inden, at 2023 går på held. Jens Modvig er Ph.D i medicin og har en lægefaglig ekspertise i tortur, som han gennem årene blandt andet har stillet til rådighed for både FN og DIGNITY.

Vi har udvalgt fire nedslag i hans karriere:

·       I 2014 blev Jens Modvig medlem af FN’s torturkomite og fra 2016 til 2021 var han formand for komiteén, der har til opgave at eksaminere de 173 lande, som har ratificeret FNs Konvention mod tortur. Landene eksamineres hvert fjerde år i Geneve ved at rapportere til komitéen om, hvad de har gjort, og hvordan de har indarbejdet komiteéns anmærkninger fra sidste eksamination. 

·       Selvom Jens Modvig ikke længere er formand for FN’s torturkomité, har han ikke lagt den internationale kamp mod tortur på hylden. I oktober 2023 blev han udpeget af FN’s generalsekretær til bestyrelsen for FNs Frivillige fond for Torturofre (UNVFVT),  som uddeler ca. 9 mio Euro om året til programmer, der støtter eller rehabiliterer torturofre.  

·       I Danmark har han siden 2009 brugt sin lægefaglige ekspertise i tortur ved at være involveret i de regelmæssige besøg i fængsler og arresthuse, som DIGNITY sammen med Folketingets Ombudsmand og Institut for Menneskerettigheder foretager mellem 20 og 30 gange om året. Formålet er at forebygge tortur og anden nedværdigende behandling herhjemme.

·       Derudover har han de senere år fokuseret på den læge- og sundhedsfaglige dokumentation af tortur. Det har Jens Modvig blandt andet gjort ved at bidrage til revisionen af Istanbul Protokollen, som er FN’s internationale retningslinjer på området og været med til at træne ukrainske menneskeretsorganisationer i at dokumentere tortur og andre krigsforbrydelser.