Mit navn er Jens Hjortshøj, og jeg er fysioterapeut i DIGNITY, hvor jeg behandler patienter for traumer efter krig, flugt og tortur. Jeg vil gerne dele en historie om et særligt kram fra en 6-årig ukrainsk dreng, som fortæller lidt om de udfordringer, som flygtningebørn kan opleve. Historien gjorde stort indtryk på mig.
Første gang jeg mødte drengen i foråret, kiggede han tavst ned i gulvet.
Ved siden af ham sad hans mormor, der med sin hånd forsøgte at løfte drengens hage, så han kunne kommunikere med mig gennem en tolk. Men der kom ingen ord ud af drengens mund.
Drengen er flygtning fra Ukraine. Han flygtede med sin storebror, kusine og mormor til Danmark. De havde i en lang periode boet i beskyttelsesrum for ikke at blive ramt af de russiske bomber. Hans rolige hverdag blev hurtigt forvandlet til en krigszone.
Drengens mormor fortalte, at drengen efter flugten savnede sine forældre meget. Da krigen brød ud, måtte forældrene ikke forlade landet på grund af deres arbejde.
I sommers fik han dog mulighed for at besøge sine forældre i Ukraine, og han havde set frem til turen, men da de nåede frem, var byen en krigszone, og han tilbragte det meste af sin tid i et beskyttelsesrum. Det var ikke det gensyn, han havde håbet på.
Efter sit besøg i Ukraine var drengens mareridt taget til. I skolen var han bange og meget følsom over for høje lyde. Når han hørte sirener, frøs han og blev bange.
Mormoren fortalte mig: »Han griner aldrig, når vi er hjemme. Det er sjældent, jeg ser ham smile, og når vi er hjemme, sidder han bare foran en skærm og følger med i, hvad der sker i Ukraine«.
Under behandlingen spurgte jeg ham på et tidspunkt om, han ville med ind og se træningsrummet her i DIGNITY, hvor vi har bolde og træningsudstyr. Han kiggede ned i jorden og nikkede.
Mormoren og tolken blev siddende ind i behandlingsrummet, og sammen med drengen gik jeg ind og fandt udstyr og redskaber frem. Jeg spurgte ham, om det var okay, at jeg gav ham en hånd til at støtte sig med, da han balancerede på en madras. Han nikkede.
Jeg mærkede, hvordan han langsomt blødte op, og på vej tilbage til mormoren og tolken, greb han min hånd. Da vi kom over til hans stol, ville han ikke give slip på den.
Jeg hjalp drengen op på massagebriksen. Han lagde sig ned og lukkede sine øjne, træk vejret stille og roligt. Jeg gav mormoren en dyne, som hun lagde over drengens krop.
Da vi afsluttede sessionen, spurgte jeg ham: »Er du okay?«.
Han kiggede mig i øjnene, lænede sit hoved ind til mig og gav mig et kram.
Mormoren sad med tårer i øjnene. I meget lang tid havde hun ikke set sit barnebarn smile på den måde.
Det er den slags fremskridt og øjeblikke, som gør mig glad og stolt over at arbejde i DIGNITY og hjælpe flygtninge med traumer fra krig og flugt.
Jens Hjorthøj, Fysioterapeut – DIGNITY
