Lars Udsholt, der til daglig er Global Programme Manager i Oxfam Danmark, har været en del af DIGNITYs bestyrelse siden 2022. Nu får han det overordnede ansvar for bestyrelsesarbejdet i en organisation, han betegner som mere relevant end nogensinde.
»Jeg glæder mig til at fortsætte mit arbejde i DIGNITY’s bestyrelse og er stolt over at få muligheden for at stå i spidsen. Det er en organisation i rivende udvikling og med et mandat, der er centralt i en tid, hvor menneskerettigheder og den internationale retsorden bliver udfordret,« siger han.
Det nye formandskab skal blandt andet være med til at implementere DIGNITYs nye strategi, som blev vedtaget ved udgangen af 2024.
Direktør i DIGNITY, Rasmus Grue Christensen, takker det afgående formandskab for indsatsen:
»Jeg vil gerne sige mange tak til både Dea Seidenfaden og Louise Holck for deres store engagement og flotte indsats for DIGNITY i de sidste ni år. Og jeg ser meget frem til at fortsætte det gode samarbejde med Lars Udsholt og Lotte Leicht i deres nye vigtige roller i vores formandskab.«
Blå bog:
Lars Udsholt er udannet Cand.scient.pol og er til daglig Global Programme Manager i Oxfam Danmark. Han er bl.a. tidligere generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke og har været forperson for Globalt Fokus, de danske udviklingsorganisationers fælles platform.
Lotte Leicht er uddannet jurist og International Advocacy direktør hos Climate Rights International og har tidligere været chef for Human Rights Watch’s EU-kontor i Bruxelles.
DIGNITY er en international menneskerettigheds- og udviklingsorganisation, der siden 1982 har arbejdet for en verden fri for tortur og vold. DIGNITY forebygger tortur og vold, behandler traumatiserede ofre og støtter lokale partnerorganisationer i at dokumentere alvorlige menneskeretskrænkelser, så de ansvarlige kan blive retsforfulgt.