Search

DIGNITY-ansat afvist i Egypten

DIGNITY-ansat afvist i Egypten.
Giorgio Caracciolo, souschef i DIGNITY’s internationale programafdeling med ansvar for Mellemøsten og Nordafrika

I de tidlige morgentimer torsdag blev Giorgio Caracciolo, souschef i DIGNITY’s internationale programafdeling med ansvar for Mellemøsten og Nordafrika, nægtet indrejse i Egypten i Cairos internationale lufthavn.

Giorgio Caracciolo, der til daglig arbejder i DIGNITY’s hovedkontor i København, er italiensk statsborger. Han skulle efter planen mødes med egyptiske menneskerettighedsforkæmpere i sammenhæng med klimakonferencen COP 27, som i øjeblikket finder sted i Egypten. Han havde gyldigt visum og var akkrediteret til COP 27 som NGO-repræsentant.

»Ved paskontrollen fik jeg et indrejsestempel i mit pas. Da jeg havde taget to skridt ind i landet, blev jeg kaldt tilbage. Tilsyneladende fordi der var dukket noget op på computerskærmen«, fortæller Giorgio Caracciolo fra en lufthavn i Paris, hvortil han blev deporteret.

Han rejste sammen med en ansat i en anden international NGO, en dansk statsborger, som fik besked på at vente sammen med ham, men som til sidst fik lov til at rejse ind i Egypten.

Giorgio Caracciolo fik ikke en begrundelse for afvisningen.

For nogle år siden blev han vilkårligt tilbageholdt på politistationen i Cairos lufthavn i tre timer uden adgang til at kommunikere med andre. Hans telefon og computer blev konfiskeret. Men efter tre timer fik han lov at rejse ind i landet.

DIGNITY’s direktør Rasmus Grue Christensen siger:

»Det er meget bekymrende, at en DIGNITY-ansat bliver nægtet adgang. Endnu mere bekymrende er dog det indtryk, som denne hændelse efterlader af et egyptisk regime, der ikke tillader civilsamfundet og uafhængige menneskerettighedsorganisationer at arbejde og udtrykke legitim kritik af menneskerettighedssituationen i Egypten«.

I en årrække har DIGNITY arbejdet sammen med egyptiske partnere for at forhindre tortur, rehabilitere torturoverlevere og støtte menneskerettighedsforkæmpere.