Search

Ghana: Vigtige fremskridt for at forhindre tortur af psykiatriske patienter

Hannan Legend Hassan arbejder for at stoppe umenneskelig behandling i Ghana.
Hannan Legend Hassan er projektmedarbejder hos BasicNeeds-Ghana.

DIGNITY’s partner i Ghana arbejder systematisk for at sætte en stopper for, at mennesker med psykisk sygdom udsættes for umenneskelig behandling.

Stadig færre personer med psykiske sygdomme bliver lænket eller sat i bur i Ghana.

»Det er et resultat af vores fortalerarbejde og vores samarbejde med DIGNITY«, forklarer Hannan Legend Hassan, der er projektmedarbejder hos
BasicNeeds-Ghana.

Mennesker med psykiske sygdomme er stadig i visse dele af Ghana udsat for overgreb. De bliver lænket, sat i bur, pisket eller nægtet adgang til føde. Det sker i såkaldte prayer camps og hos traditionelle behandlere. De senere år er der dog sket vigtige fremskridt i kampen for at sikre psykiatriske patienter en human og professionel behandling .

BasicNeeds-Ghana arbejder med mental sundhed og udvikling. Det er Ghanas vigtigste advocacy-gruppe i arbejdet for bedre forhold for psykiatriske patienter og en række andre udsatte grupper. Den ghanesiske NGO har udført fortalerarbejde om torturens væsen, hvordan man opbygger modstandskraft, vigtigheden af rehabilitering, juridisk hjælp til ofrene og opbygning af kapacitet i civilsamfundet og det offentlige system.

Siden 2018 har BasicNeeds-Ghana samarbejdet med DIGNITY om at forebygge tortur og andre former for nedværdigende behandling af psykiatriske patienter. Arbejdet er finansieret af Udenrigsministeriet i København.

Læs om kampen mod tortur i Ghana

Mennesker med psykisk sygdom i Ghana er en særligt sårbar gruppe, der stigmatiseres og traumatiseres af omgivelserne.

På en række kurser har BasicNeeds-Ghanas ansatte lært om traumer, deres konsekvenser og strategier for at håndtere dem. Den viden har BasicNeeds-Ghana formidlet til psykiatriske sygeplejersker, frivillige, traditionelle behandlere og andre relevante aktører.

Gensidig tillid og forståelse betyder, at traditionelle behandlere i dag henviser til psykiatriske hospitaler, så det sikres, at mennesker med psykisk sygdom får den bedst mulige behandling og pleje.

Sideløbende med kapacitets-opbygningen har DIGNITY støttet BasicNeeds-Ghana i fortalerarbejde, monitorering, evaluering og organisationsudvikling.

Traditionelt er mange psykiatriske patienter i Ghana blevet sendt til de såkaldte prayer camps og traditionelle behandlere i stedet for til moderne psykiatriske institutioner. Det har været udbredt både i den kristne sydlige del af landet og i den overvejende muslimske, nordlige del.

Fattigdom

Fattigdom er en vigtig grund til, at patienter er blevet sendt til prayer camps og traditionelle behandlere. Først for nylig er mental sundhed og psykosocial støtte blevet dækket af Ghanas nationale sygesikring, og dækningen lader stadig noget tilbage at ønske.

En anden årsag er manglen på psykiatriske hospitaler. Ghanas tre psykiatriske hospitaler, Accra, Ankaful og Pantang, ligger alle i den sydlige del af landet. En fjerde er dog planlagt i den nordlige region.

Personalet i psykiatrien har tidligere manglet kvalifikationer og motivation. Det problem mindskes, efterhånden som bevidstheden om vigtigheden af mental sundhed vokser.

Mange ghanesere opfatter psykisk sygdom som fremkaldt af ånder. De fleste af de patienter, der opsøger prayer camps og traditionelle behandlere, gør det, fordi de tror, at kun åndelig indgriben kan kurere psykisk sygdom. Det viser en undersøgelse fra 2019. Psykisk sygdom ses af mange som et åndeligt angreb fra fjender eller straf fra guder eller forfædre.

Frygt for stigmatisering

»En anden hindring har været frygten for stigmatisering«, forklarer Hannan Legend Hassan. »Hvis man får behandling på et psykiatrisk hospital, ligger ens journal i systemet. Og det ønsker mange patienter ikke. Traditionelle behandlere fører ikke journal«.

En række kristne prayer camps ligger rundt omkring i Ghana. De drives af såkaldte karismatiske prædikanter uden nogen formel uddannelse eller certificering. Blandt andre Human Rights Watch kritiserer fortsat, at psykiatriske patienter udsættes for nedværdigende behandling i Ghana.

»I Ghanas prayer camps har de hverken medicin eller seler til fastspænding, så de kan pacificere en aggressiv patient. Så det har været en udbredt praksis at bruge kæder, reb og bure til at kontrollere dem og forhindre dem i at være voldelige. Det er naturligvis en form for tortur«, siger Hannan Legend Hassan.

BasicNeeds-Ghana er nået langt i arbejdet for en mere human behandling af mennesker med psykisk sygdom. Ghana fik i 2012 en lov om mental sundhed, som var et resultat af blandt andre BasicNeeds-Ghanas fortalerarbejde. Loven forbyder at udsætte personer med psykiske lidelser »for tortur, grusomhed, tvangsarbejde og enhver anden umenneskelig behandling«.

Stadig problemer i dele af Ghana

Loven fra 2012 fik dog ikke problemet til at forsvinde fra den ene dag til den anden. Der er stadig visse udfordringer især i landdistrikterne.

»Siden 2012 har vi været igennem en række faser. Vi har øget bevidstheden og gradvis formået at reducere antallet af psykisk syge mennesker, der sidder lænket eller er tvunget til at leve i bure. Det sker stadig i nogle prayer camps i vanskeligt tilgængelige dele af landet. Men vi er nået et pænt stykke vej«, siger Hannan Legend Hassan.

Det seneste vigtige fremskridt har været etableringen i november 2022 af en ny komité med bemyndigelse til at besøge og inspicere alle de steder, hvor psykiatriske patienter modtager behandling.

»Det er en stor fordel, at komiteen kan aflægge uanmeldte besøg. Og vi skal nok sørge for at give den et tip, når vi hører om problemer«, lover Hannan Legend Hassan.

BasicNeeds-Ghanas femårige projekt med DIGNITY fra 2018 til 2023 handler om relationsopbygning og dialog mellem det formelle psykiatrisystem på den ene side og prayer camps og traditionelle behandlere på den anden. Projektet er koncentreret i fire områder – to i og omkring hovedstaden Accra i den sydlige, kystnære del af Ghana og to i det nordlige Ghana.

De fleste traditionelle behandlere er nu blevet overbevist om, at det er forkert at bruge nedværdigende og umenneskelige metoder. Psykiatere og psykiatriske sygeplejersker bliver i stigende grad hilst velkommen hos traditionalle behandlere, og når traditionelle behandlere henviser patienter til psykiatriske hospitaler, er de begyndt at dele information om den behandling, patienterne har modtaget. Det tyder på voksende tillid til de formelle psykiatriske institutioner. De største fremskridt er opnået i de fire projektområder.

»Et fokusområde for vores arbejde i de kommende år vil være at opretholde en tæt dialog med den nye komité og bidrage til uddannelsen af dens medlemmer«, siger Hannan Legend Hassan.