Mød Andrew Jefferson, DIGNITY’s fængselsforsker gennem mange år
»Jeg plejer ikke at skilte med, at jeg er psykolog«, forklarer den 52-årige Andrew M. Jefferson med et smil.
Han voksede op i Yorkshire i England og blev i 2001 fastansat i DIGNITY, der dengang hed RCT. Men allerede i 1999, mens han tog sin kandidatgrad i psykologi på Københavns Universitet, var han i praktik i RCT.
Selv om Andrew Jefferson konsekvent nedtoner sin psykologuddannelse, har han været ganske ihærdig med psykologistudierne. Han tog sin bachelorgrad (i psykologi) på Brunel University i London i 1992, sin kandidatgrad i København i 2001 og derefter en ph.d. (i psykologi) i 2004.
Ikke desto mindre omtaler han i dag sig selv som etnograf eller fængselsforsker – ikke som psykolog.
»Psykologi har en tendens til at fokusere på individet frem for at rette opmærksomheden mod de samfundsmæssige strukturer. Da jeg læste på universitetet i England, arbejdede jeg som praktikant med socialt arbejde og i en lukket behandlingsinstitution. Det gik op for mig, at jeg gerne ville have ’snavsede hænder’ og ikke bare arbejde med traditionel psykologi«.
Efter at være flyttet til Danmark genoptog Andrew Jefferson i slutningen af 1990’erne sine psykologistudier i København. De kritiske psykologer på Københavns Universitet, især ph.d.-vejlederen Ole Dreier, inspirerede ham. De fokuserede på den samfundsmæssige indflydelse og strukturer frem for enkeltpersoners problemer.
Andrew Jefferson definerer sig selv som »radikalt transdisciplinær« og nægter at blive puttet i nogen form for psykologboks:
»Jeg ser mig selv som samfundsforsker og mener, at det er enormt vigtigt at kunne tænke ud over sin egen disciplin. Det er en vigtig dimension at kunne tænke ud af sin boks. Og jeg er aggressiv modstander af en monodisciplinær tilgang«, siger Andrew Jefferson.
Adgang til fængsler
Da Andrew Jefferson arbejdede hos RCT i de tidlige nullere, blev han opfordret til at skrive en ph.d.-afhandling:
»De fleste af mine ideer lå på fængselsområdet, så jeg tog til Nigeria og valgte at fokusere på fængselspersonalet. Det var min første tur til Afrika, og jeg var meget naiv. Det var noget af en ilddåb«, husker Andrew Jefferson.
I løbet af i alt otte måneder i Nigeria studerede han fængselsbetjentenes liv og arbejdsvilkår. Han flyttede endda i et par uger ind med sin feltseng hos et nigeriansk ægtepar, der begge var fængselsbetjente, og deres store familie. Fængselspersonalets tjenesteboliger lå på en slags kaserne klos op ad fængslet og den skole, hvor fængselsbetjentene blev uddannet. Det var altså det helt rigtige sted at observere fængselsbetjentenes dagligdag. Andrew Jefferson kom så tæt som overhovedet muligt på de mennesker, der arbejdede i fængslerne.
Adgangen til fængslerne var ikke noget nævneværdigt problem. Nigeria var dengang midt i overgangen fra brutalt militærdiktatur mod demokrati og reformer. Andrew Jefferson fandt en vejleder på et nigeriansk universitet. Vejlederen introducerede ham til de rigtige personer, som kunne give den nødvendige adgang.
Menneskerettighedssituationen i afrikanske fængsler kan være forfærdelig – selv i et land, der forsøger at bevæge sig væk fra diktatur og indføre reformer. Men hovedkritikken i Andrew Jeffersons ph.d.-afhandling var ikke rettet mod forhold i fængslerne eller personalets brug af vold, men mere mod det faktum, at mange vestlige NGO’er har tendens til at foreslå standardløsninger på menneskerettighedsproblemer i ikke-vestlige fængsler frem for at forstå de faktiske problemer og deres grundlæggende årsager og håndtere dem.
»Generelt vil NGO’er have tre antagelser om menneskerettighedsproblemer og deres årsager i fængsler uden for Europa og Nordamerika. Ét: Ledelsen og personalet kender ikke til internationale menneskerettighedskonventioner. To: Der mangler regler i fængselssystemerne. Tre: Personalet er ikke professionelt nok. Desværre er meget NGO-arbejde drevet af de løsninger, de allerede har liggende i øverste skuffe. Men hvis man forsøger at ændre noget, man ikke ved nok om, kan det ikke lykkes«, fastslår Andrew Jefferson.
Under sit nigerianske feltarbejde tilbragte Andrew Jefferson tid på nogle af de skoler, hvor fængselsbetjentene uddannes. Han så flere hundrede aspiranter blive udsat for brutal behandling og underlagt militær disciplin. Efter seks måneders uddannelse skulle de arbejde i fængslerne og behandlede derefter de indsatte, som de selv var blevet behandlet:
»I fængslerne var de ikke længere nederst i hierarkiet. Men når de var voldelige, var det ikke, fordi de ikke kendte til menneskerettigheder. Alt det havde de lært under uddannelsen. Årsagerne var mere mangel på ressourcer, gældende normer og en indgroet institutionel praksis«.
At rykke de personlige grænser
Samfund, der befinder sig i en overgangssituation har været en rød tråd i Andrew Jeffersons arbejde. Ud over en række afrikanske stater har han også arbejdet med Myanmar, som har forvandlet sig fra diktatur til demokrati og – på det seneste – tilbage igen. Han indrømmer, at fængselsstudier, hvor man bliver konfronteret med lidelser, tragedier og elendighed både på det individuelle, det institutionelle og det samfundsmæssige plan, kan være frustrerende og deprimerende:
»Man burde advare folk mod at beskæftige sig med fængselsforskning. Det er bestemt ikke for alle og enhver. Og som fængselsforskere har vi endnu ikke fundet en god løsning på, hvordan vi passer på hinanden, selvom det var en af grundene til, at vi dannede Global Prisons Research Network. Det kan godt være lidt af en udfordring«, erkender Andrew Jefferson.
»Etnografi sigter ikke mod kortsigtede forandringer, og når du bliver konfronteret med akut elendighed, har det en tendens til at rykke dine personlige grænser«.
Bortset fra frustrationerne er Andrew Jefferson ganske godt tilfreds med sine mange år i DIGNITY og RCT:
»Jeg ved godt, det kan lyde som lang tid. Men i de første mange år arbejdede jeg altid på kortere kontrakter frem mod et slutpunkt. Der har været stor variation i mine projekter, og DIGNITY er et unikt sted med kæmpe muligheder i forhold til adgang til de fængsler, jeg gerne vil studere – og for kritisk interaktion med forskerkolleger og aktivister over hele verden. Som forsker i DIGNITY er jeg indlejret i praksisverdenen. Her kan jeg få snavsede hænder samtidig med, at jeg arbejder teoretisk«, siger Andrew Jefferson.
