Torturen har plantet en angst i mit hjerte

Som så mange andre forsøgte jeg at flygte fra Syrien under borgerkrigen. Det lykkedes ikke, og jeg endte i et fængsel, hvor jeg fik en pose over hovedet og blev tæsket. Blodet drev ned af min krop, og til sidst besvimede jeg.

Da jeg vågnede fortsatte en bøddel med at afhøre og slå mig. Han afhørte mig om min holdning til Assad og spurgte, hvorfor jeg hadede ham. Bødlen slog mig med kabler på mine ben, hænder, arme og ryg, og når han var færdig, kastede han mig ind i et overfyldt rum. Der var fyldt med mennesker derinde. Vi måtte skiftes til at stå op og ligge ned på grund af pladsmangel.

Nogle gange døde folk i cellerne, og der kunne gå en uge, før vagterne flyttede liget, som bare lå og rådnede. Jeg så mennesker blive voldtaget i fængslet. Ondskaben var grænseløs.

Jeg kom heldigvis ud og flygtede til Danmark.

Selv om jeg er langt fra fængslet i Syrien i dag, kan jeg ikke glemme torturen.

Den gør dig sindssyg. Rædslerne lever videre i mig. Når jeg i dag går på gaden og ser et kabel, bliver jeg ramt af rædsel, og når jeg se en politimand, begynder mit hjerte at slå hurtigere. Torturen har plantet en angst i mit hjerte.

Mit råd til andre torturoverlevere er: Vent ikke med at søge hjælp. Gem ikke torturen i dit hjerte. Søg hjælp og fortæl om dine oplevelser. For hvis du ikke søger hjælp, vil torturen fortære dig.

Jeg har fået det bedre i dag både psykisk og fysisk.

Men jeg har stadig angst og er plaget af smerter i min krop. Jeg kan især blive bange, når politikerne taler om, at de vil stramme lovgivningen for flygtninge. Jeg frygter, at de vil sende mig tilbage til Syrien.

Her på dagen til støtte for torturofre vil jeg gerne hæve min stemme og fortælle min historie. Ikke for min egen skyld. Men for alle de skæbner, som lige nu bliver udsat for tortur i de syriske fængsler. Hele verden bør vide, hvad der sker i de syriske fængsler.

Efter kildens eget ønske optræder vedkommende anonymt.