FN-eksperter kræver uafhængige undersøgelser og retsforfølgning af de ansvarlige
Gennem DIGNITY’s 40-årige historie har en af de store patientgrupper været torturoverlevere fra Iran. Landet har en lang torturhistorie. Både under shah-styret frem til 1979 og de seneste 43 år under det shia-muslimske, religiøse diktatur.
I disse måneder i efteråret 2022 intensiveres torturen over for de tusinder af frihedsberøvede mennesker, der har protesteret, efter at den 22-årige kurdisk-iranske kvinde Jina Mahsa Amini døde i september i myndighedernes varetægt. Hun havde angiveligt overtrådt regimets krav om, at kvinder skal dække deres hår, når de færdes i offentligheden. Den unge kvinde blev ifølge familiemedlemmer udsat for tortur under tilbageholdelsen.
De iranske myndigheder har slået hårdt ned på demonstranterne, der ifølge en række FN-eksperter udsættes for blandt andet vilkårlige anholdelser, kønsbaseret og seksuel vold, overdreven magtanvendelse og forsvindinger.
FN-eksperter kræver undersøgelse
Eksperterne, der blandt andet omfatter den særlige FN-rapporteur på torturområdet Alice J. Edwards, har opfordret til en uafhængig undersøgelse af begivenhederne og retsforfølgning af de skyldige.
Demonstranterne sidder fængslet forskellige steder – blandt andet i Evin-fængslet i Teheran. Evin er Irans mest berygtede torturfængsel, som allerede inden præstestyrets tid blev brugt af shahens berygtede efterretningstjeneste Savak til at torturere systemkritikere – blandt andet nogle af præstestyrets senere magthavere.
Den britisk-iranske forretningsmand Anoosheh Ashoori blev for nylig løsladt efter at have tilbragt mere end fire år i Evin-fængslet beskyldt for spionage for Israel. Hans værste tid i det berygtede fængsel var de 45 dage, hvor han blev holdt i isolation og udsat for psykologisk tortur:
»Én forhørsleder havde hovedansvaret for at afhøre mig, men det meste af tiden kunne jeg fornemme, at der var andre til stede i de små afhøringslokaler. De truede med at gøre min familie fortræd,« siger Anoosheh Ashoori i et interview.
Han fortæller, at lyset i cellen var tændt døgnet rundt for at forhindre ham i at sove. Han hørte hele tiden skrig fra andre celler og blev drevet til selvmordsforsøg.
Uvished om de tilbageholdte
Medier fortæller, at pårørende til de tusindvis af tilbageholdte demonstranter samles uden for fængslerne i uvished om, hvor deres familiemedlemmer tilbageholdes, og hvordan det går dem.
Den internationale menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch er stærkt bekymret over udviklingen i Iran:
»Irans ondsindede sikkerhedsapparet bruger enhver taktik, herunder dødelig vold mod demonstranter, anholdelse og bagtalelse rettet mod menneskerettighedsforkæmpere og journalister og skueprocesser for at knuse den udbredte modstand. Men enhver ny grusomhed sætter blot en streg under, hvorfor iranere kræver grundlæggende ændringer af et korrupt autokrati«, siger Human Rights Watchs Iran-ekspert Tara Sepehri Far i en artikel på organisationens hjemmeside.
Læs også:
Jeg er blevet levende igen og kan gøre alt det, som gør mig glad
Nu kan jeg igen lytte til operamusik, læse mine yndlingsbøger og være den mand, jeg ønsker at være over
Jeg kan høre dine skrig om natten, far
Ali blev fængslet og udsat for skinhenrettelser og anden tortur i Iran. Hans opfordring til andre torturoverlevere: Søg hjælp.