Search

Psykolog på Vestbredden: Det voldsniveau, vi ser nu, er uden fortilfælde

Et stigende antal af mine patienter fortæller om oplevelser med vold og tortur i israelske fængsler, siger psykolog Noor Hamayel fra The Treatment and Rehabilitation Center for Victims of Torture.
Noor Hamayel, psykolog fra The Treatment and Rehabilitation Center for Victims of Torture.

Mere end 9.000 palæstinensere sidder i øjeblikket fængslet i israelske fængsler, og mere end 3.400 er administrativt tilbageholdt uden rettergang, herunder kvinder og børn.

Der har også været et stigende antal tilbageholdte palæstinensiske børn. I de seneste syv måneder er antallet af anholdte børn steget til cirka 540. Ifølge Palestinian Prisoners Club er 11 palæstinensere døde i israelske fængsler mellem 7. oktober 2023 og begyndelsen af april 2024.

Siden 1980’erne har Treatment and Rehabilitation Center for Victims of Torture (TRC) behandlet palæstinensere, der er blevet løsladt fra israelske fængsler, og hjulpet med at behandle deressykologiske traumer.

Der er de seneste måneder sket en stigning i både anklager om tortur og i det generelle voldsniveau på Vestbredden. Sidstnævnte understøttes af nylige rapporter fra FN’s kontor for koordinering af humanitære indsatser (OCHA) og andre, der viser en kraftig stigning i voldelige og dødelige angreb fra bosættere og sammenstød mellem palæstinensere og det israelske militær.  Siden 7. oktober er 5.000 palæstinensere blevet såret, og 479, herunder 116 børn, er blevet dræbt af israelske styrker eller bosættere på Vestbredden.

Red Barnet har tidligere skrevet, at »Palæstinensiske børn er de eneste børn i verden, der systematisk retsforfølges ved militærdomstole, og det anslås, at 10.000 palæstinensiske børn er blevet tilbageholdt i det israelske militære fængselssystem i løbet af de sidste 20 år«.

Noor Hamyael, hvordan er situationen på Vestbredden i forhold til behandlingen af palæstinensere, som løslades fra israelske fængsler?

»Som psykolog plejede jeg at høre historier om vold fra mine patienter. Men der er en klar forskel mellem før og efter den 7. oktober 2023. Vi ser langt flere historier om seksuelle overgreb mod kvinder. Vi har langt flere tilfælde af børn og kvinder, der har oplevet tortur i israelske fængsler. Det er selvfølgelig ikke usædvanligt at høre om kvinder og børn i fængsler, men i dag hører vi historier om børn, der bliver tortureret«.

Kan du give et eksempel?

»Jeg behandler en dreng nu, som har været fængslet i flere måneder. Man kan både fysisk se arrene på hans krop efter tortur og høre på ham, at han har oplevet mange traumatiske ting. Noget af det, han fortæller er, at han blev slået med en kæp, og at fængselspersonalet undlod at give ham vand, mad og varmt tøj «.

Hvad er udfordringerne ved at behandle torturoverlevere og folk, der har været i israelske fængsler?

»For eksempel for denne dreng er det en udfordring, fordi han konstant bliver retraumatiseret og har mareridt. Besættelsen i sig selv er traumatiserende. Han bliver konstant mindet om torturen i fængslerne, når han ser israelske soldater. Hver dag minder det ham om traumerne, når han går gennem checkpoints, eller når israelske soldater invaderer hans nabolag. Han er bange for at blive taget til fange igen. Familien fortæller mig, at han ikke længere er den samme. Man kan med andre ord sige, at han er blevet frarøvet sin barndom. På grund af de mange retraumatiseringer, kan det være meget svært at hjælpe og behandle patienter, der lever i frygt«.

Hvordan imødekommer du dine patienters behov?

»I løbet af de sidste syv måneder er bevægelsesfriheden blevet endnu mere begrænset på Vestbredden. Der er veje, som er blevet lukket ned. Det tager længere tid at komme igennem en checkpoint. Derfor tager vi som behandlere ud og besøger vores patienter. Vi bruger meget tid på transport, men det er en måde at skåne og hjælpe vores patienter på«.

Hvad giver dig håb i dit arbejde?

»Jeg blev psykolog med det formål at hjælpe palæstinensere. Uanset hvad mine patienter har oplevet, er de altid taknemmelige. Den modstandskraft og det håb, mine patienter har, resonere hos mig«.