Denne uges to konferencer i København viste fortsat støtte fra det internationale samfund til retsforfølgning af gerningsmænd bag tortur og krigsforbrydelser i Belarus og Ukraine
»IAPB har overgået alles forventninger, og der er stadig brug for IAPB«.
Sådan sagde den østrigske folkeretsekspert, professor Wolfgang Benedek, da han torsdag afrundede en international konference i København, som DIGNITY arrangerede sammen med udenrigsministerierne i Storbritannien, Tyskland og Danmark.
Emnet var International Accountability Platform for Belarus (IAPB), som med DIGNITY i spidsen siden marts 2021 har indsamlet beviser for grove krænkelser af menneskerettighederne i forbindelse med og i tiden efter det belarusiske præsidentvalg i august 2020.
Wolfgang Benedek var eksperten, der i 2020 som rapporteur for OSCE skrev
en sønderlemmende kritik af det belarusiske regimes overgreb mod fredelige borgere og dermed inspirererede DIGNITY og en snes regeringer til oprettelsen af IAPB.
Krigen i Ukraine
Ikke kun Belarus var til debat i København i ugens løb. Dagen inden IAPB-konferencen i Udenrigsministeriets konferencecenter Eigtveds Pakhus var der konference om retsforfølgning af krigsforbrydere i Ukraine i Dansk Arkitektur Center på havnefronten. Konferencen var arrangeret af Udenrigsministeriet og Ukraines og Storbritanniens ambassader i København.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen åbnede konferencen sammen med sin ukrainske kollega Dmytro Kuleba, som var med på storskærm fra Ukraine, og den britiske europaminister Leo Docherty.
Lars Løkke Rasmussen fortalte om sit besøg i den ukrainske by Mykolaiv tidligere på ugen og understregede, at en retsforfølgning af de skyldige i krigsforbrydelser er »afgørende for genopbygningen af ethvert samfund efter en krig«.
»Jeg er stolt af, at Danmark støtter arbejdet med at dokumentere krigsforbrydelser«, sagde Lars Løkke Rasmussen med henvisning til blandt andet DIGNITY’s indsats.
Den britiske advokat Howard Morrison, der i dag er uafhængig rådgiver for anklagemyndigheden i Ukraine, har erfaring som både forsvarer, anklager og dommer i internationale krigsforbryderprocesser:
»Efterforskning af internationale forbrydelser er vanskelig. Især når krigen fortsat varer ved«, fastslog han.
Med DIGNITY-direktør Rasmus Grue Christensen som moderator diskuterede IAPB’s chef Kate Vigneswaran, Hanna Ovdiienko fra DIGNITY’s samarbejdspartner Kharkiv Human Rights Protection Group (KHPG) og Rupert Skilbeck, direktør i den internationale anti-tortur-organisation REDRESS, hvordan man fastholder fokus på ofrene for krigsforbrydelser i en krig, hvor voldtægt og anden seksuel og kønsrelateret vold desværre spiller en stor rolle.
Erfaring fra Cambodia
Rupert Skilbeck, der blandt andet fortalte om sine erfaringer med retsforfølgning af Khmer Rouge-lederne i Cambodia, gjorde det klart for forsamlingen af embedsmænd, diplomater og NGO-repræsentanter, at retsforfølgning af krigsforbrydelser er en vanskelig og tidskrævende disciplin:
»Ikke alle vil opleve, at retfærdigheden sker fyldest. Og hvis de gør, skal de måske vente i 30 år, før det sker«, sagde Rupert Skilbeck.
Hanna Ovdiienko fra KHPG mindede forsamlingen om vigtigheden af at tænke på ofrene:
»Fokus skal være på ofrene og deres rettigheder og ikke på forbrydelserne og sagerne«, sagde hun.
Rasmus Grue Christensen lagde vægt på civilsamfundets vigtige rolle i indsamlingen af beviser og støtte til ofrene:
»Civilsamfundsorganisationer er ofte tæt på ofrene og de forbrydelser, der begås. De har ofte ofrenes tillid, hvilket er afgørende, når det handler om at indsamle beviser. Og så kan de handle hurtigt«, sagde han.
Læs mere om Belarus og Ukraine
Svitlana og Tania styrker DIGNITY’s indsats i Ukraine
To nye profiler hos DIGNITY udgør et vigtigt bindeled mellem DIGNITY i København og vores
Støtte til ofrene er en vigtig del af DIGNITY’s nye Ukraine-projekt
Støtte til ofrene er en vigtg del af DIGNITY’s nye Ukraine-projekIndsamling af beviser for krigsforbrydelser
’Når Ukraine har vundet krigen, er det tid til forandring i Belarus’
Den belarusiske jurist Victoria Fedorova måtte forlade sit eksil i Kyiv efter den russiske invasion.