Fra Ukraine til Burkina Faso: DIGNITY samler 20 organisationer i kampen for menneskerettigheder

Tegnet verdenskort i blå med markederede orange områder, hvor DIGNITY arbejder

DIGNITY’S samarbejdspartnere fra hele verden samles i den her uge online for at udveksle erfaringer, der kan fremme menneskerettigheder globalt.  

Overalt i verden skrider demokratier, og autoritære kræfter vinder frem. Det stiller nye krav for, at uafhængige civilsamfund kan udføre deres arbejde.

Det er baggrunden, når DIGNITY og MidRift i denne uge samler 20 menneskerettighedsorganisationer fra hele verden.  

»Den internationale støtte og respekt for menneskerettighederne er faldende. Det er helt essentielt, at vi styrker vores partnerskaber og alliancer på tværs af landegrænser og står sammen i solidaritet med verdens mest marginaliserede. Det er vejen frem«, fortæller Kari Øygard Larsen, der er projektleder i DIGNITY og har været ansvarlig for de næste tre dages workshop.

Hun fortæller, at den digitale workshop blandt andet byder på erfaringsudveksling fra de forskellige lande. F.eks. er der oplæg om dokumentation af tortur i Liberia og Ukraine. Der vil også være fokus på, hvordan man kan styrke unge og civilsamfund i Burkina Faso, og hvordan menneskerettighedsorganisationer mest effektivt arbejder i lande, hvor civilsamfundet er under stigende pres af repressive og totalitære regimer.

»I DIGNITY er vi stolte af at kunne samle mere end 20 dygtige partnerorganisationer fra hele verden til en 3-dages online workshop, hvor vi kan udveksle, inspirere og støtte hinanden«, fortæller Kari Øygard Larsen.

De 20 partnere er samlet til onlineworkshop fra 12.-15.september.